Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56 HVERT ORD LEVET, FØR DET BLEV TALT
realiseres — uden at Prædikenen udtrykkelig
betegnes som noget oplevet; men naar
Prædikanten taler Guds Ord saaledes, at han vidner ud
af sin Oplevelse og Erfaring, saa kommer han
dog let uvilkaarlig til undertiden at bruge det
lille Ord: „Jeg". Han kommer til udtrykkelig
at betegne et eller andet som sin personlige
Erfaring og Overbevisning. Ja han kommer
stundom til at fortælle en eller anden Oplevelse
fra sit eget Liv. Er det rigtigt? — Jeg svarer:
„Ja." Ganske vist gives der hovmodige og
aandelig ukydske „Jeg"prædikener. Der kan ikke
noksom advares mod dem. Van Oosterzee har
Ret, naar han sier: „Hvad skal du ikke
prædike? — Dig selv." Men det er vist, der gives
ogsaa en berettiget og god „Jeg"prædiken.
Hvad er Forskjellen mellem den forkastelige
og den berettigede „Jeg"prædiken? — Den første
stiller Prædikantens Person i Forgrunden. Den
bringer Tilhørerne til at dvæle ved det
individuelle og tilfældige, som i det høieste kan være
interessant, og den stiller Evangeliet i Skygge.
Derimod i den berettigede „Jeg"prædiken er
Evangeliet i Forgrunden. Den driver Tilhøreren
ind i Guds Ord. Det individuelle personlige
tjener Evangeliet og kaster lokkende ledende
Lys over det. Apostlerne er sandelig ikke bange
for at si: „Jeg". Og ikke bare der, hvor det
er begrundet i deres Apostelstilling. Hvor ofte
har jeg ikke siddet under en Prædikestol og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
