Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106 INDLEDNING OG SLUTNING
„Intet," sier Schleiermacher1, „er slemmere
for hele Prædikenen, end naar Slutningen er
trættende."
Den egentlige Slutning, som efter min Mening
inM—.iiiiiyn - i ’ ...... ’i iir’-iWiitttnn-inriiiitfiiii ’l iwn
helstjcaa være
stærkt samlet som Straaler i et Brændpunkt.
Det er godt, om Taleren ved Slutningen af sin
Tale ligesom kan gaa rigtig nær hen til
Tilhøreren og lægge sin Haand varmt paa hans
Skulder for at faa ham til at ta Ordet med sig
i Hjertet.
Slutningen kan godt efter sin Form være en
Ogfordring eller Formaning. Den kgp ogsaa anta
Form af Bøn. Men her maa Prædikanten være
varsom. Bønnen maa ikke være bare en Form,
som man griber til i sin Nød for at faa en
Slutning. Det maa være en Bøn, som virkelig
brister ud af Talerens Hjerte.
Mange Prædikanter slutter med en eller flere
almindelige kristelige Fraser, der passer lige godt
og lige slet til enhver Prædiken. Dette kan jo
ofte falde til en vis Grad opbyggeligt, og i sin
Tilfredshed over at skulle slippe at høre længer
akcepterer mange Tilhørere saa at si enhver
Slutning. Tilhørerne er mindst kritiske med
Hensyn til Prædikenens Slutning. Men den
nævnte Maade er dog en tarvelig og slåp Maade
at slutte paa. Slutningens Skjønhed og Kraft
1 Praktische Theologie, S. 264 (sämmtliche Werke, erste
Abtheil. 13 B.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
