Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORMEN
197
Denne Forskjel mellem skriftlig og mundtlig
Fremstilling maa Prædikanten være sig bevidst.
Han maa ikke bruge andre Ord eller Udtryk
end dem, der let i Øieblikket kan opfattes.
Hvor ofte har jeg ikke udskiftet af min
Prædiken et ellers godt Udtryk, fordi jeg vidste, at
dets Opfattelse for Størsteparten af mine
Tilhørere vilde kræve mere Arbeide, end de i
Talens Øieblik vilde være istand til. De vilde
gaa tabt af Ordet, og hvis dette var af væsentlig
Betydning for Sammenhængen, saa vilde de gaa
tabt af mere. Det vilde være, som hvis man
kunde tænke sig, at et Ord faldt fra Tilhøreren
ned paa Gulvet, og han maatte bøie sig ned for
at lede det op. Det er der ikke Tid til. Talen
gaar fra ham.
Paa den anden Side kan man nok en Gang
imellem bruge et Udtryk f. Eks. et Fremmedord,
som ikke Tilhørerne forstaar leksikalsk nøiagtig,
naar man bare véd, at det gjør et bestemt
Indtryk, og det Indtryk man ønsker.
En Udvei, som kan benyttes, er at tilføie en
Forklaring af det dunkle, naar man endelig vil
benytte dette. Men paa den Maade forlænges
Talen, og man maa ikke glemme: en Talers Tid
er kort, Øieblikkene kostbare. Og det kan let
bringe Talen til at slæbe.
Man har — og med Rette — advaret mod
Gjentagelse; men jeg vil dog her si: det er
naturligt for det mundtlige Foredrag, at det paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
