Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
PAA TALERSTOLEN
med menes tydelig og rigtig Udtale af hver
enkelt Lyd. Altsaa at Tunge, Læber o. s. v.
virkelig gjør de Bevægelser og indtar de Stillinger,
som kræves for rigtig Udtale af de forskjellige
Lyd. Her maa Øvelse og Selvkontrol til.
Jeg er enig med Spurgeon, naar han sier:
.Agt nøie paa Konsonanterne og udtal enhver
af dem tydelig. De er Ordets Ansigtstræk." Men
jeg er ikke enig med ham, naar han tilføier, at
„Selvlydene kan tale for sig selv." Ogsaa
Selvlydenes Udtale kræver Arbeide.
Det er utroligt, hvad en god Artikulation
bidrager til, at en Taler blir hørt, selv om han
ikke taler saa høit. Det fortælles om en berømt
tysk Skuespiller, at selv om han hviskede paa
Scenen, saa hørtes hans Ord overalt i Theatret.
Og Macaulay fortæller om William Pitt, at endog
naar han sænkede Stemmen og talte meget
lavt, hørtes hans Ord paa de bagerste Bænke i
Underhuset.
Som alt paa Prædikestolen, saa maa ogsaa
Artikulationen falde naturlig. Den maa ikke ske
paa nogen kunstig eller paafaldende Maade. Den
maa ikke minde om de Timer i Smaaskolen,
hvor „Lydmethoden" indøves.
Stemmetonen. Først og fremst bort med den
unaturlige „Præketone". Jeg tror den for en
Del bestod i en ensformig falsk begrædelig
Stemmetone og en eiendommelig Stigning ved
Sætningernes og Periodernes Slutning, som skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
