Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
PAA TALERSTOLEN
skulde kunne læse Dagens Tekst op med rigtig
logisk Betoning, dersom de ikke i Forveien har
læst den igjennem og gjort sig klart, hvilke Ord
der skal ha Tonen. Forsøg skal du se, det er
ikke saa rent let, men dog heller ikke saa svært
vanskeligt.
Naturligvis bør ogsaa den farvende (lyriske)
Accent og den karakteriserende Accent gjøre sig
gjældende. Den sidstnævnte, som ogsaa kunde
kaldes den dramatiske Accent, er det Tonefald,
hvorved det egentlig personlige lægges ind i
Foredraget, og hvorved Talens Viljefyldthed kommer
til Udtryk.
Ogsaa med Hensyn til Stemmetone og
Accentuation gjælder det i en ganske forunderlig Grad,
at man i Samtale uvilkaarlig gjør det rette1.
Vi kommer ogsaa her tilbage til „Samtalens
Naturlove". Naar jeg i Folkeskolen holdt Eksamen
og hørte paa Indenadlæsningen, læste Børnene
undertiden med en frygtelig falsk logisk Accent.
Men saa spurgte jeg interesseret: „Hvad var det,
der stod?" Barnet saa da op, glemte Bogen og
gjentog Ordene med sin almindelige
Talebetoning og følgelig med korrekt logisk Accent. Jeg
narrede dem paa den Maade til at accentuere
rigtig, men benyttede naturligvis ogsaa
Anledningen til at vise dem, at de kunde betone rigtig.
1 Jeg ser, at Alfred Krauss er kommet til et lignende
Resultat („Lehrbuch der Homiletik" 1883 S. 643 og
„Lehr-buch der praktischen Theologie" 1890 S. 350).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
