Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - For Dødens Domstol - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
være; hun vilde kalde paa Folkene, sagde hun,
da han kun vilde have Skade af Anstrengelsen, og
— pludselig skimtede han Dødstanken bag ved;
den stod paa ny for ham. Han skimtede den vel
kun, saa han haabede endnu, at den atter kunde
forsvinde; men idet han uvilkaarlig i det samme
tog sig i Siden, mærkede han, hvorledes det
gamle Onde endnu stadig sad der og nagede, det
var ham ikke muligt at glemme det, og han saa’
tydelig, hvorledes Døden stirrede ham i Møde
imellem Blomsterne. Hvortil saa alle disse
Omstændigheder?
„Saa det var altsaa her, ved disse Gardiner,
at jeg mistede Livet ligesom i Stormløbet paa en
Fæstning? Kan det virkelig være muligt? Hvor
rædsomt og hvor dumt! Nej, det er ikke muligt!
Det er ikke muligt, men dog forholder det sig
saaledes," sagde han til sig selv.
Derpaa gik han ind i sit Værelse, hvor han
lagde sig, og paa ny følte sig alene med hin Tanke,
alene med den, Ansigt til Ansigt, uden dog at
være i Stand til at gjøre noget ved den uden at
stirre paa den til Blodet stivnede i hans Aarer.
VII.
Uden at man kan sige, hvorledes det var sket,
da det var noget, som ubemærket var gaaet
for sig lidt efter lidt, var det i den tredje Maaned
af Ivan Ilitsch’s Sygdom kommet dertil, at saa vel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
