Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - For Dødens Domstol - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
hans Hustru, som Datteren og Sønnen, foruden
Tjenestefolkene, Venner og Bekjendte samt Lægerne
og navnlig han selv, tydelig indsaa, at
Hoved-spørgsmaalet med Hensyn til ham for andre, nu
kun drejede sig om: hvor længe det vel endnu
kunde vare, inden han blev tvungen til at rømme
Pladsen, befri de levende tor de Besværligheder,
som hans Nærværelse førte med sig og sig selv
for de Lidelser, som plagede ham.
Han sov stadig mindre og mindre. Man gav
ham Opium og gjorde Morfin-Indsprøjtninger;
men det hjalp altsammen ikke noget. Den sløve
sørgmodige Stemning, hvori han hensank under
sin halvt bedøvede Tilstand, tjente ham kun til
Lettelse i Begyndelsen, medens den endnu var ny
for ham; senere derimod virkede den ikke mindre
pinlig, inaaske snarere mere, end end naar han led
med fuld Bevidsthed.
Der blev lavet særlige Retter til ham efter
Lægens Anvisning; men ingen af dem smagte ham,
og han blev kun mere og mere led ved alt, hvad
man satte for ham.
Han var nu bleven saa svag, at han ikke
engang kunde hjælpe sig selv i saadanne Tilfælde,
hvor man nødigst af alt tyer til andres Hjælp.
Herunder havde han dog den Trøst, at Geråsim,
som var den af Tjenestefolkene han bedst kunde
lide, altid gik ham til Haande ved saadanne
Lejligheder.
Geråsim var en ung rask Bondekarl af en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
