Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - For Dødens Domstol - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gjøres godt igjen. Man maatte have en Ende paa
denne Tavshed; men ingen vovede at gjøre det
første Skridt og alle gruede for at der skulde ske
noget, som vilde gjøre et Brud paa den
Velanstændighedens-Løgn, der omgav dem, og vise Forholdene
i deres virkelige Lys. Lise var den første, som tog
Mod til sig og brød Tavsheden. Men idet hun vilde
skjule, hvad der rørte sig i dem alle sammen, kom
hun netop til at røbe sig.
— Ja, hvis vi ellers skal afsted, saa er det
paa Tiden, sagde hun efter at have set paa Uhret,
som Faderen havde foræret hende, og idet hun
smilende tilkastede den unge Mand et Blik, hvis
Betydning kun var vitterlig for ham og hende, rejste
hun sig op, raslende med Silkekjolen.
De andre fulgte hendes Eksempel. Man
tog-Afsked og kjørte i Theatret.
Da Ivan Ilitsch var bleven ene, forekom det
ham, som han følte sig lettet: han var bleven fri
for Løgnen, som var tagen bort sammen med de
andre; men Smerten var bleven tilbage. Evig og
altid den samme Smerte, den samme Frygt. Nej,
der var ingen Lindring; kun værre og værre.
Igjen det ene Minut efter det andel, den ene
Time efter den anden, og stadig var det et og det
samme, uden Ende, og stadig kom Enden paa det
hele, den uundgaalige, frygtelige Afslutning,
nærmere og nærmere.
— -Ja, lad Geråsim komme, sagde han til Tje-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
