Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - For Dødens Domstol - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
Skuldre; ved Siden af ham brændte Lyset med
Skjærmen for og inden i ham nagede Smerten,
den uophørlige fortærende Smerte.
— Gaa nu, Geräsim, hviskede han.
- Aa, hvad; jeg kan nok sidde lidt endnu.
— Nej, nu skal Du gaa.
Han tog Benene ned, lagde sig om paa Siden
med den ene Haand under sig og begyndte at ynke
sig selv. Han gjorde kun Vold paa sig saa længe
til Geräsim var kommen ind i Sideværelset, saa fik
Følelsen Luft, og han gav sig til at græde som et
Barn. Han græd over sin hjælpeløse Tilstand, over
sin forfærdelige Ensomhed og Forladthed, over
Menneskenes Haardhed, over Guds Haardhed, over
at der ingen Gud var til.
„Hvorfor har Du gjort det imod mig?
Hvorfor har Du bragt mig saa vidt? Hvorfor piner Du
mig saa græsseligt? Hvorfor?" stønnede han. Men
han ventede ikke paa, at der skulde komme Svar;
det umulige heri var det just, som lik Taarerne
til at flyde saa rigeligt. Smerten tog til paa ny;
men han rørte sig ikke, kaldte ikke paa nogen.
Han sagde blot ved sig selv: „Bliv kun ved, slaa
kun! Men lad mig vide, hvorfor! Hvad har jeg
gjort imod Dig, hvad har jeg gjort?"
Saa blev han rolig; han hørte ikke blot op at
græde, han aandede næppe, hele hans Væsen var med
et bleven forvandlet til lutter spændt Opmærksomhed:
Det var som om han lyttede — ikke til en menne-
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
