Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - For Dødens Domstol - XI - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
med en Kraft, som man ikke skulde have tiltrot
ham, kastede han sig med Ansigtet ned imod
Puden, idet han raabte:
— Gaa, gaa, lad mig være!
XII.
Fra dette Øjeblik var det, at det Skrig begyndte,
som havde lydt uafbrudt i tre Døgn og været saa
rædselsfuldt, at man ikke uden Gysen havde kunnet
høre det flere Værelser borte. I det samme Øjeblik
han svarede sin Hustru, forstod han, at han var
redningsløst fortabt, at det var ude med ham, helt
ude med ham, medens Tvivlen, som fortærede
ham, endnu stadig ikke var løst, stadig var og
blev den samme Tvivl som forhen.
I alle disse tre Døgn, i Løbet af hvilke Tiden
ikke eksisterede for ham, laa han og sprællede i
hin sorte Sæk, hvori en usynlig og uovervindelig
Magt pressede ham ned. Han vred sig, som en
dødsdømt vrider sig under Bødlens Hænder, vel
vidende om, at der ingen Redning er for ham, og
han følte hvert Øjeblik, hvorledes han til Trods
for al sin Modstand, stadig koin nærmere og nærmere
til det, der forfærdede ham. Han følte, hvorledes
haris Kvaler baade skrev sig fra, at han blev skudt
ned i dette sorte Hul, som ogsaa, og fornemmelig
fra, at han ikke kunde slippe helt ned i det. Det,
der hindrede ham heri, yar, at han stadig ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
