Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - For Dødens Domstol - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
111
kunde sige sig fri for den Anskuelse, at han dog i
Grunden havde ført et godt og pletfrit Liv. Det
var denne Trang til at retfærdiggöre sig, der havde
faaet Tag i ham, holdt igjen paa ham og
foraar-sagede ham de største Kvaler.
Pludselig fornam han et voldsomt Stød i
Brystet, i Siden, Aandedrættet blev endnu mere
besværet, han styrtede igjennem Hullet og hist
nede skimtede han noget, som lyste langt borte.
Det gik ham, som det undertiden var hændt ham
i en Jernbane-Kupé, naar det forekommer én at
man kjører fremad, medens man egentlig kjører
tilbage og man pludselig opdager den rigtige
Retning.
„Ja, det var alt sammen ikke det som det skulde
være," sagde han til sig selv, „men det siger ikke
noget, man kan endnu gjøre det, som man skal.
Men hvad er rla riet, som man skal?" spurgte
han pludselig sig selv og forstummede.
Dette forefaldt hen imod Slutningen af det
tredje Døgn, en Time før han døde. Ved denne
Tid havde Sønnen just forsigtig listet sig ind til
Faderen og stod ved hans Leje. Den døende
vedblev stadig at udstøde de mest fortvivlede
Skrig-og slaa om sig med Armene. I et Antalcl af
Træthed var hans ene Haand sunken ned paa
Hovedet af Sønnen, som greb den i sine, trykkede
den til sine Læber og brast i Graad.
I dette Øjeblik var det, at Ivan Ilitsch følte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
