Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om de saakaldte uskyldige Fornøielser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16
gjerne horer en glad Sang og Strengeleeg. Grib da raskt i
Strengene og syng til, indtil Tankerne forgaa dig, som David
og Gliscrus gjorde. Kommer Djcrvcleu igjen, og vil paabyrdc
Eder en ny Sorg, saa slaa ham strår paa Munden. Grib
igjen Regalet, eller hent nogle gode Venner, og synger, til I
lcrre at spotte ham; thi Djcrveleu er en sorgmodig Aand, der
gjor. Folk bedrovct; derfor kan han ikke lide Sang og Musik.
Gud deriinod er ikke Melancholicns Gud, men en Trostens og
Glcrdcns Gud."
Det er bckjcndt, at Musiken brugtes meget hyppigt blandt
Propheternc, og at den iscer blev flittigt ovct i Prophctffolerne.
Saalcdcs nwdte f. Ex. Scml i Gibca en stor Hob Prophetst’olarcr
med Psaltere, Pauker, Floiter og Harper, til hvis Toner de sang
begeistrcde Sange. Her indtog nu Musiken sin rette Plads: her
var den en Tjener i Helligdommen; Kjcrrlighcd til Gnd var dens
Sjcrl, Herrens Aand dens Aande, Herrens Priis og Mre dens
Maal og Indhold. Saaledes indviet fra det Hoie, og oploftende
mod det Hoie, ndbrcdtc dm Fred og Glcrde omkring sig, hjalp
til at forjage Mismodet og Sorgen, vakte Tanken om Evigheden,
og tjente til at berede Naadens Indvirkninger Vei i Hjerterne.
Thi at Naaden ogsaa klcrdcr sin Magt i de luftige Toner, behsve
vi ikke forst at lcrre af Sanls Grcmpel, paa hvem Davids Harpe
spil gjorde Undcrvcrrkcr; vi erfare det ikke sjeldent selv, naar vi
sidde sammen, torre, tvungne, vel endog mismodige og med hem
meligt Nag og Uvillie, og saa En siger: Kom, lader os synge
en liden Sang! Sangen svcrver da harmonisk hen, og da er det
strar, som om den faldt tilbage paa Sjcclen, som en mild, qvcr
gende Regn; den übehagelige Stemning er forsvunden; i vort
Indres Have gronnes, blomstrer og dufter det atter; og Hjerterne
udvide sig og opvarmes. Ogsaa Elisa kjcndte denne Tonernes
Magt. Hans Sind, der ved hans Heftighed mod de ynkvcrrdigc
Fyrster var bragt ud af sin sædvanlige Ligevcrgt, og rystet i sit
inderste Dyb, trcrngte til at samle sig og beroliges. Den Hcllig-
Aand kunde, menneskeligt talt, under al denne indre Bcvcrgelse og
Uro ikke ret komme til Orde; den hellige Ivers og Vredes Susen,
der ligesom ovcrdovcde Aandens Hvisken, maattc forst igjen lcvgge
sig. Men en saadan Bcroligclsc lovede Elisa sig, paa Grund af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
