Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
hermed foröges Karrenes Antal i Skiven, idet der fra Buen eller det af Buerne dannede
Ringkar skydes blinde Grene op i Skivens Masse; disse forlænge sig meer og meer, löbe
tildeels sammen og falde ud i Straalkarret, som kommer fra Lappernes Indsnit (Fig. 31-33).
Skiven er nu fuldkommen eensformet med det udvoxne Dyrs. Munden, som allerede
paa de yngste frie Individer var i höi Grad udstrækkelig og udvidelig, er fiirsidet, med
fire fremstrækkelige lljörner. Disse Hjörner voxe langt stærkere end det fiirsidede
Mund-rör, saa det paa de mere fremrykkede Individer seer ud, som om Munden havde spaltet sig
under Væxten, eller havde deelt sig i 4 Flige (Fig. 34). Smaatænder eller Smaatakker, som
fremkomme paa Banden af disse Flige, ere Begyndelsen til de Lapper og Fryndser, som
findes paa disse Organer hos de heelt udvoxne Dyr. Saaledes som vi træffe vore smaae
Meduser omtrent af en Tommes Diameter ere de aldeles overeensstemmende i Formen
med de heelt udvoxne; under den fortsatte Væxt udvikles de indre Organer, fornemmelig
Forplantningsorganerne; paa Eftersommeren ere disse udviklede; der skeer en Befrugtning
af Hunnernes Æg, hvoraf atter en infusorieagtig Yngel udkommer, fasthæfter sig, kalder
en ny Bække af Meduselarver til Fuldkommenhed o. s. v., idet den hele beskrevne
Udvikling atter i Aarets Lob gjennemgaaes*).
*) Efterat have seet den særegne Udviklingsgang Tor denne Meduse (og for Meduserne ialmindelighed),
vil det ikke være uinteressant at see de Undersögelsers Skjæbne, ved hvilke vi have faaet Lys i dette forhen
mörke Afsnit af de lavere Dyrs Udviklingshistorie. Det er, som jeg allerede forhen har nævnt, Naturforskeren
31. Sars, hvem vi heri skylde meest, I et lille Skrift „Bidrag til Södyrencs Naturhistorie, Bergen 1828"
beskrev denne Iagttager 2 mærkelige Dyr, Scyphistoma, en Polyp med fiirsidet, udstrækkelig Mund, og
Strobila, der lignede en Grankogle, og bestod af en Række inden i hinanden salte Acalepher eller Meduser. I sit
senere, berömte Skrift „Beskrivelse og Iagttagelser over nogle mærkelige eller nye i Havet vid den
bergenske Kyst levende Dyr, Bergen 1835," meddeler han, at Scyphistoma er ikke noget særeget Dyr, men en
yngre Tilstand af det Dyr, han har kaldet Strobila, om hvilket Dyr han giver omstændeligere Iagttagelser,
fornemmelig over dets Væxt og de acalephagtige Væseners Udvikling. Derhos beskriver og afbilder han nogle
i Havet fundne frie Sinaavæsener, som maae regnes til Eschholtz’s Slægt Ephyra, men som han anseer for
at være mere udvoxne S’robiladyr. Som noget Paradoxt stode disse Iagttagelser, soin man krympede sig ved
at troe og dog heller ikke turde nægte; de passede nemlig ikke ind, syntes man, i Naturens hidtil kjendte
Gang. Prof. Ehrenberg i sil bekjendte Værk „Acalephen des rolhen Meeres" erklærer Strobila for en
Lucer-naria, som er i Begreb med at tverdele sig. Over disse mærkelige Former fortsatte Sars sine Undersögelser,
dem Tiden ikke tillod Naturforskerforsamlingen i Prag at skjænke nogen Opmærksomhed, hvorfor han i en
Række Notitser i Wiegmanns Archiv f. Naturg. (1837 III Jahrg. S. 406) forelöbig meddeelte, at han havde
nu forfulgt Strobilaens Udvikling videre, og at de frie acalephagtige Væsener blive til en af vore hyppigste
Meduser (Medusa aurita), og saaledes maatte altsaa Slægten Strobila, som et tidligere Udviklings.ed af et
bekjendt Dyr, og sandsynlig ogsaa den hele Slægt Ephyra Escli. gaae ud af Systemet. Selve Iagttagelserne
med de oplysende Afbildninger, skjöndt fra Marts 1837, bleve dog ikke offentliggjorte for i Erichsons Archiv
1841, 1ste Hefte, hvori ogsaa Udviklingen af den af Meduserncs Æg fremkomne Yngel er given, og dennes
successive Omdannelse til den polypagtige Strobila-Tilsland paaviist, all grundende sig paa selvstændige
Iagttagelser fra Septbr, og Octbr. 1839. Först lang Tid efter Udarbejdelsen af denne Afhandling erholdt Sars
de i sidstnævnte Aar af Prof. Siebold udgivne „Beitriige zur Naturgeschichte der wirbellosen Thiere, Danzig
1839," hvori denne Naturforsker deels beviste med Klarhed den af ham i Aaret 1837 yttrede Paastand, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
