Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— io8 —
tilfælde rimeligvis vilde bøte med livet, hvor dygtige
skyttere de ellers kunde være."
Elefanterne er som sagt meget kloge og
forsigtige dyr. Snarer og fælder lærer de temmelig snart
at kjende, og undgaar dem da med ikke liden beregning.
I det sydlige Afrika lager de indfødte enslags faldgruber
for de vilde dyr. Naar elefanterne i en egn nogen
ganger har maattet levere ofre til slig en indretning,
lærer de at passe sig. Hvor de optræder i flokker,
som f. eks. om aftenen, naar de gaar ned til
elvebredderne for at drikke og bade sig, gaar der altid en
gammel erfaren han-elefant i spidsen. Kommer den til
en slig faldgrube, løfter den med snabelen matten, eller
hvad det nu kan være som dækker over hullet, i veiret,
og advarer paa denne maade sine kamerater mod den
farlige aabning.
Hun-elefanterne viser megen moderkjærlighed. De
verner omhyggelig om sin unge, kjæler for den med
snabelen og leger med den. Naar en hun-elefant med
unge blir angrebet, faar den ungen til at stille sig
mellem sine ben, og forsvarer saa sig selv og den til
det yderste.
Livingstone fortæller om hvorledes han paa en af
sine reiser traf paa en liden flok hun-elefanter med sine
unger. „Vi sendte dem et par skud, og tre kuler,
deriblandt en granatkule, traf den nærmeste. En mindre
hun gjorde mine til at angribe, men stanste, da den saa
saa mange fiender, og løb afsted med de andre. To
ganger stanste hele flokken for at vente paa den
saarede, som ikke kunde følge med, og de forlod den først
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
