Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131 —
som med en af sine egne. Og i det stykke skilte den
sig sterkt ud fra alle de andre apekattene, og særlig fra
bavianerne; for de lod til at nære et medfødt had mod
alle sorte, og lod med forkjærlighed sin ondskabsfuldhed
gaa ud over dem.
Naar Mpungu drak, suged den melken eller vandet
i sig, idet den bøide sig ned til fadet; var det en liden
skaal, et glas eller en kop den fik drikke af, førte den
den ogsaa ofte til munden med begge hænderne, og
aldrig velted den glasset eller koppen, aldrig susled den
med fingrene i det den skulde drikke.
Den var flink til at klatre, men paa samme tid var
den saa vilter, at den ikke altid husked paa at være
saa forsigtig som den burde. Saaledes hændte det en
gang, at’ den tumled ned fra et heldigvis ikke videre
høit træ og helt ned paa marken. Om natten sov den
i liggende stilling paa jorden, paa et leie af blad og
kvister, som den titt var saa ivrig i at samle sammen,
at den glemte alt andet rundt om sig.
Paafaldende var det, hvor renslig den var. Havde
den faat et eller andet skiddent eller klisset paa fingrene,
f. eks. spindelvæv eller noget lignende, saa stræved den
for at blive det kvit, med en afsky som det var
løier-ligt at se paa, og holdt begge hænderne sine frem, for
at en skulde hjælpe den. Heller ikke lugted den selv
det aller mindste, som saa mange aper gjør, og det var
det bedste den vidste, at plaske om i vandet, skjønt
det bad den netop havde taget ganske vist ikke hindred
den i at lege og rulle sig i sanden med de andre aper
straks efter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
