Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 168 —
én. Den deler sig midt paa i to rygger, som for resten
er lette og jevne at færdes paa.
Afstanden mellem Kibo og Kimawenzi syntes her
ikke meget stor. Men hvorledes skulde jeg naa fonnen
jeg længted efter? Fjeldkammen laa fremfor mig, og
hvordan jeg skulde komme frem til den, var let at se;
for der laa bare en sandet sænkning mellem os. Naar
jeg saa var kommet paa høiden, saa kunde jeg gaa
nedover igjen paa den anden side og ned til fonnen i
dalen. Men var det fremkommeligt her? Og hvis ikke,
kunde jeg saa naa op til fjeldets øverste kam? Det var
dette jeg var ræd for var umuligt, for opstigningen her
er saa bratt og forreven, at en maatte ha stiger og
taug for at komme op. Jeg havde altsaa ikke andet at
gjøre end at lade det staa til paa lykke og fromme
bortimod den lille fonnen jeg havde udset mig.
Jords-monet var temmelig jevnt og letvint her; men der laa
en del berg og knauser imellem, som stængte for synet,
saa jeg ikke kunde faa rede paa hvordan der var
bagenfor.
Jeg tog imidlertid det raad at slaa ind paa denne
vei, tog farvel med Tofiki og loved ham at komme
snart igjen. Og saa drog jeg da videre alene. Men
det var et stridt stykke arbeide; for det var næsten
umuligt for mig at puste. Jeg maatte stanse alt i et
for at faa luft. Dertil kom, at de følelser som den store
ensomhed vakte, sammen med tanken paa at jeg nu
stod paa en høide som intet menneske før mig havde
naadd op til, virked rent overvældende paa mig. Der
var saa stort og mægtigt, saa øde og taust og ophøiet
<
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
