Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 170 —
„Ingenting!" svarte jeg leende. „Men vi maa have
lidt af den med os."
Det viste sig imidlertid, at sneen var frossen saa
haard som berget den laa paa; men efter at jeg havde
hugget lidt i den med min lanse, fik jeg brudt nogen
store isklumper løs. Tofiki tog dem i et uldteppe og
kasted dem paa ryggen, og nu bar det i seiersgang
nedover fjeldet. Jeg skyndte paa, alt det jeg vandt;
for jeg kjendte mig saa ør, at jeg var ræd jeg skulde
besvime. Tofiki var ogsaa rent vild og underlig at se
til. Desuden nærmed vi os middag, og det saa ud til at
skodden snart vilde komme fykende og gjemme alt rundt
om, saa det vilde være vanskeligt at finde vore
kamerater. Vi fulgte i førstningen vore egne fodspor i
sanden, og da vi atter var naadd ned paa det faste fjeld,
fik vi øie paa røgen som steg op fra deres baal, og saa
viste den os vei.
Da vi naadde frem til de indfødte, saa de
spørgende paa os, som om de vilde sige: „Naa, har dere
nu udrettet noget?"
Tofiki kasted sin bør fra sig og sa: „Se her, se
nu paa dette hvide! nu er Kibo endelig overvunden."
Jeg tog mig et stykke sne og begyndte at spise
det, som om det var det bedste jeg kunde faa. De
indfødte saa forbauset paa hinanden, og endelig sa en
af dem: „Hvem saa vel nogensinde et menneske æde
sten?"
„Spis selv," svarte jeg.
De vilde saa næsten vetskræmte ud. Men endelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
