Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATHANIEL HAWTHORNE.
skrev han ikke meget, og udgav mindre, men dette har
over sig en Dugfriskhed, der vidner om, hvor lykkelig
han følte sig.
Dagene henrandt for de to Beboere af det gamle
Hus som en af Træer halvskjult sagtelig rindende
Strøm, der aldrig staar stille.
Sophia Hawthornes Breve til hendes Moder og
Veninder er én eneste stille Jubel over, at just hun har
været udvalgt til Jorderigs største Lykke, den at være
Hawthornes Hustru.
Til en Veninde skriver hun:
,— Fra hans Bøger kan du gøre dig en Forestil-
ling om, hvad det er at leve med Hawthorne. Men det
er kun en Skygge af ham, der findes i Bøgerne."
Senere hedder det:
Jeg overgiver mig til ham som til en elementar
Naturkraft, der altid synes nyskabt, og hvorom ingen
dog véd, hvoraf den har sin Oprindelse.
Til Moderen skriver hun:
Han bryder sig saa lidt om Magt som nogen
dødelig, og der er mellem os aldrig Tale om Vilje, kun
om Ret. Hans Følelse er altfor fin til at tillade ham
at blive egenmægtig. Hans Vilje er stærk, men ikke
til at herske. Han er saa naturlig, saa gennemsigtig,
saa retfærdtg, øm og højsindet, at min Sjæl ikke kan
andet end bøje sig for hans Vilje. Aldrig har jeg
anet en saadan Finhed.f’
At Hawthornes Liv i Concord ikke satte dybe Spor
blandt hans Byfæller vil det være overflødigt at be-
mærke. De fleste anede i mange Aar ikke hans Til-
112
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
