Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NATHANIEL HAWTHORNE.
Forskellige var de Veje, der førte begge til samme
Maal:
For Emerson var Fortiden død, Livet kun Nutid,
— et uendeligt Morgengry.
Paa Hawthornes Skuldre laa Fortidens Byrde. Han
sidder under Stjernernes Skær og lægger Forståaelsens
Mildhed over den svundne Dags Bitterhed og Brøde.
Thoreau og Hawthorne satte derimod nogen. Pris
påa hinandens Selskab. Begges Kærlighed til Naturen
var et Berøringspunkt mellem dem. Ogsaa Digteren
Channing synes at have følt sig tiltrukken af ham.
Men den Mand, der ansaa det for unyttigt at tale til
de Mennesker, som ikke forstaar uden Ord, fordi det
er ligegyldigt enten de forstaar eller ej, han gjorde kun
Indtryk paa de faa, der som Curtis fandt, at der i hans
Tavshed var en rigere Meddelelse end i andres Tale.
Flere Aar efter Hawthornes Død sagde Alcott om
ham:
Jeg saa ham ofte komme ned fra Skoven, men
dersom han fik Øje paa mig, dækkede han sig. Han
havde jo dette mistænksomme Sideblik, hvortil man
intet tilsvarende sporer i hans Skrifter. Jeg tror, han
maa have arvet det fra en af sine Forfædre, der sag-
tens har været Smugler eller Sørøver. Med sine Under-
søgelser sonede han Fædrenes Synder.
Men de, der fik Hawthorne kær, synes at have
givet ham en særegen Plads i deres Følelse. Selv
var han ikke meddelsom eller fortrolig over for nogen,
men man følte, at han heri var sig selv og gav, hvad
han kunde give. Til dem, der var modtagelige, med-
delte han sig gennem en Stemning, som hans Person-
lighed umiddelbart indgød uden Ord. Nu og da lod.
114
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
