Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10
Min ven Waldemars skriftemål.
Her bor en matros ovenpå; han går
på styrmandsskolen, men den tid han kan
afse, sypnger han ufortrödent:
>Ack, i Arkadien äfven jag har varit!»
Og jeg synger med, uhörligt for no- |
get öre, i mit hjertes dyb; thi også jeg
har veeret der!
Hvad skulde jeg så i din fest? Men |
lad mig alligevel tilstå, at jeg tzenkte at
rejse ind med siste tran; jeg vilde se dig
midt i gleden og takke dig for alle dine
vennebud.
Og kontortiden gik over, middagen
også; jeg lå som säedvanlig i min hvile-
stol foran kaminilden og nöd min kaffe
med cigarer. Det var alting aldeles som det
plejede — også det, at på denne tid kom-
mer gjerne de mest forflöjne og langvejs-
fra hentede tanker tilhuse. En smule dö-
sigt glider det gjennem sindet, at det er
forårsjevndögn, fest hos dig og soliormör-
kelse i det stille hav; — så veekker en lyd
mig udefra, andre tanker kommer: Solen
står höjt på himmelen, det er dagens
byrde og hede og sindet arbejder med;
tvivlene kommer og de ulöste spörgsmål,
striden, klagerne fra det store mylder af
menneskesamfund, og der bliver ingen hvi-
lestund: Det hander at jeg glemmer
kaffe og cigarer. Således gik det også |
igår.
Tilsidst greb jeg mig flere gangeien |
tilbagevenden til et og det samme. Det
var hvad vor felles ven O. S. sagde til |
mig på kontoret idag: »Du bör gilte dig,
Waldemar, thi for det ene har du en
sjelden sans for huslig hygge, og for det
andet er du, om jeg så må sige, moden
for kjerlighed!»
»Hvad vil egentlig det sige?»
ȁt jeg antager du har tenkt mere
alvorlig over den ting end de fleste meend,
så at du indser det ikke betyder at elske
sig selv. »Og således:, vedblev han ivrig,
»at du opfatter kjaerligheden ikke som en
jordisk plante man beskjserer og fytter
efter behag, men som en sol, Gud teen-
der, og som bringer en ny dag!»
»Du er forelsket!» invendte jeg, »men
du bör vere lidt forsigtig i dine udtalel-
ser; det kan blive så lejt siden!»
Han for op; du ved hvor hidsig han
er, men jeg stansede ham og vedblev:
»Jeg må tilstå, jeg har mere tilovers for
| den förste opfatning; lad det da veere en
| himmelsk spire, om du så behager, som
| på en eller anden vidunderlig måde da-
| ler ned til os. Set, at vi med kjerlighe-
| dens klarsyn ser modertreet, thi man ser
jo så meget, iser i begyndelsen — —
men nu skal det himmelske syn gribes,
oversettes på jordisk — og så cr det
forbils
Han stod der taus og så på mig i
forbauselse. Mon det gik op for ham,
at vi havde ikke veret synderlig sammen
de siste fem år, og at der kan gå meget
for sig.
Men jeg var kommen i ånde. »Hvad
"kan det komme sig af», spurgte jeg ham,
»at hvad der i vor ungdom lokker som
| en himmelsk, sjelestyrkende manna bliver,
"når vi griber det, til noget man kunde
| sammenligne med et stadig mislykket
husbag? Man lever hverken godt eller
lenge deraf. Hvor blev der af hovedsa-
| gen, det sjelestyrkende? Det er forflyg-
tiget under vor hånd!»
Vor kjäere O. S. haraltid veret hidsig.
| Med et kort: » Farvel, du forneermer mig!»
| var han borte.
| Og han gjorde ret i at tage det til
sig; thi det er netop vi meend, der öde-
’ legger, og jeg er ulykkeligvis den eneste,
der ser det; jeg, der iutet har at veerne
| om, ingenting at ödelsegge.
I Det var denne samtale, der forfulgte
| mig, disse spörgsmål, der kom op igjen.
Hvorfor? Ja, hvorfor tierer man i så-
I dan ro dette stadig mislykkede husbag;
| hvoraf man hyerken lever godt eller lzenge?
| Hvorfor lever man på halv sold, hvis den
I hele daglön står til at vinde?
I Der kom listende flere slige spörgsmål,
og tanker — om kjerlighed. Hvad vilde
| de mig, den ensomme, den skuffede og van-
I tror
| Men når jeg sidder således og lyt-
| ter til mit indre, da er jeg meget splidag-
| tig med mig selv; og når jeg står op fra
| min amerikanske hvilestol, er det mig un-
| dertiden, som kom jeg fra slagets hede.
| Så fik jeg da heller ikke denne gang
I nogen fred. Hvor var jeg, siden jeg al-
| drig kunde se det selv? Stod jeg ikke
"som jeg selv mente, der hvor man står,
når man istedetfor begeistring anvender
| skuldertrek, og når det er ens stolthed
| at man har gjort det ordentlig ryddigt på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
