Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FHramat.
11
tomten? -Hvorledes kunde da en af mine
stemimer for jeg skal sige dig, når
jeg sidder sådan mol -alene, holder jeg
stemmer — hvorledes kunde den vere nen-
synslös nok til at påstå, at jeg alligevel |
sad inde med stumper og stykker af brand-
lidt herlighed, at jeg aldrig havde fåt |
bugt med min ungdoms grönne forvisning
om, ati når
kun et eneste et, der tilsist var livets
store princip, at alt det virkelig store
bare er enkelte virkninger af denne ene
årsag . og kom man eud siden aldrig
så dybt ind i visdomskapitlerne, man
vilde dog föle det inderst inde, at den
gang dette ene forgyldte lidt af ens liv,
det var den ypperste stund — så meget
verd som”den gang, var man aldrig för,
aldrig siden.
Ög så var med det samme vejen åbnet
for minder, jeg ellers stenger ude omida-
gen, for lidelser som de engang kom
over et forbåbningsfuldt sind, og et billede
gled frem, klart, overveldende, som var
det nu först jeg så det med smwertelig
skjaerpetsans, med ensmulesandsynligheds-
beregning udregnede sandheden.
Forgjeves vilde jeg pröve på at fange
stemningen i dette billede eller tegne dig
den magt, det kommer listende med, fordi
Så glemte jeg da dit forårsjevndögn,
din glade fest over hint forår for de to,
hin kval for den tredie.
lidet, at min pregtige husholderske kom-
mer och spörger mig, om jeg ved hvad
klokken er slagen. Jeg senser hende ikke;
jeg ved bare:
At. det netop var, hvad det skulde
vere; : og det hender ikke så ofte. Det
var de to i båden, bare de to — og bå-
den drev og vuggede og drev.
Luften var disig. varm, stille efter en
solfyldt dag. En sagte ström tog båden;
årene var lagt op. -Vandet slog mod si-
derne; suste om det villielöse ror; der var
noget kjölig lokkende, noget som af en
sterk, indestengt glede i lyden. Noget
der passede sammen med og gled over i
den dybe-aftenröde.
Det var de to i båden; de havde ikke
noget åt sige og så kun flygtig på hin-
anden, men under det dempende luftslör
glödede himmelens farver som til fest,
fangede
alt kn til alt, så var der |
Og det hjelper |
vandet den lysendeleg och vug- |
| gede den sammen i ild; det brendte opi-
I gjennem - bölgerne om; båden. Langs
| bredderne lå skogen og-engenes blom-
stermylder bedöv et af sin dutt.
| De smilede til hinanden. Det steg
for deres sind, kledt i himmelens pur-
purild, uudsigeligere end barnets drömme,
större end lzengselen vidste om.
Det gjorde hjerterne sanseslöst lykke-
lige, lecberne stumme.
Det var kjerligheden, i det den kom.
Endnu var den der ikke; endnu steg
den i horisonten, mödende solen der
gik. . Og de megtige farver og den lyk-
salige angst smeltede sammen, gled over
i hinanden som himmelen cg jorden om-
kring.
Hun sad der i båden med böjet hoved
, som en overvunden. Soigangsvinden leg-
te i de lyse hår, men det syntes hende
som var det nogen med blöde vingeslag,
der rörte luften. Hun stirrer ud i den
, glödende. aften, och hun ser hare — at
den konumer, kjerligheden.
Endnu havde ingen hånd grebet om den,
dens fod ikke på jarden, ingen ånde den
ner! Derfor strålede også den unge mands
| öjne, der han sad. Han så den komme,
glidende gjennem aftenens brendende
guld, hellig som en indvielse, myndig
som et ord fra evigheden.
Sådan havde aldrig noget vieret; blev
aldrig siden.
For lykkelige var de, disse to. Sagte
löd > bölgeslaget; klart lå livet i den lyse
| stilhed.
»Der sprat en fisk!» sagde han dempet.
» Han! vidste ikke noget andet at sige, men
I det var nok; man behöver ikke andet,
end hvad der ikke siger noget, når man
| er så lykkolig.
> Hun havde löftet sit hoved og vendt
sig lidt mod ham.
»Jal» havde hun: svaret, sagte.
Og båden vuggede og. drev, og om
kjölen lokkede vandet. Ellers var der
så stille i den lyse aften.
»Der sprat en fisk!» sagde han igjen
om en stund, og hans stemme löd usikker.
I »Så De den?» lagde han til med et
I stemmefald blödere end vandets.
| »Jal» sagde hun igjen, dempet, al-
| vorlig.
Hvem kan vel glemme en sådan stund
af sit liv?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
