- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 1. årgång. 1886 /
6:4

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

4 Et egteskab.

hälsat 1884 års lag såsom ett ytterligare
steg i riktningen mot den fullständiga
jemnlikhet mellan man och kvinna, som
utgör ett oeftergifligt vilkor för verklig

rättvisa.
CC: WoDi

Et egteskab.

Fortelling af Amalie Skram.

EN
BD var nytårsdags morgen. Hele natten

var sneen falden tredeligt og lodret fra en
sort himmel, der hang lav og tung udover
byen; Nu, i grålysningen holdt det op at
sne. En bris fra nordost gjorde revner i
disigheden, og luften fik efterhånden en klar
og blå farve.

Nede på Sehesteds plads holdt husport-
nerne på at skafle sneen afvejen. Snart havde
de fåt istand en temmelig bred passage, der
löb langs med den halvcirkelformede runding,
som dannes af de smukke, karnapsmykkede
bygninger på dette sted. Midt på pladsen
lå sneen som en alenhöj vold, kastet op om-
kring vandspringet med det lille basin og
figuren på toppen.

Så kom tjenestepigerne trippende med sine
små, -brunlakerede hankekurve, postbudene
svingede ind i portrummene, meelkemåendene
indfandt sig med sine veldige blikspande, og
1: lejlighederne her og der blev vinduerne
smekket op.

I en af andenetagerne tillhöjre for vand-
springet gik stuepigen og: törrede stöv i en
elegant - udstyret - lejlighed, med rummelige,
teppebelagte verelser, hvoraf det midterste,
med de store, brudte hjörnevinduer, gav ind-
tryk af at ligge i et tårn.

Stuepigen var ferdig med sit ärbejde.
Hun lukkede -vinduerne og så sig prövende
om, Så gav hun fruens ibenholdsskrivebord
med de fine messingbeslag endnu en overha-
ling med stövekluden, lagde flere koks på
kaminen i kabinettet og begav sig så på vej
til skabverelset for at pudse lamperne.

»Nå:er det galt igjen» — sa kokkepigen
med en liden, kraftig hoderysten, idet hun
strög forbi hende ude i baggangen med: to
par blankpudsede stövler i hånden: og en
herredragt, haengende over armen. »Han gir
sig, så det er felt å höre på.»

»Nådda!» — svarte stuepigen og drejede
sig hurtig om, Derpå slap; hun dörklinken
til skabverelset og fulgte i hxelene på kokke-
pigen med stövekluden i hånden. På de blöde
| filtsko listede de forsigtig nedover den smalle
gang, som löb langs med spisestuen og an
retningsverelset. Ved enden af denne stån-
sede de og gav sig til at lytte udenfor en dör.

En dump stönnen trengte ud til dem; af
og til fik de fat i ord, der löd som skrig af
auvgst eller voldsom vrede, eller det skiftede
over i en hviskende jamren,

Og under og gjennem det hele hörte de
med. inellemriim en stemme, som tyssed og
bad og talte beroligende:

Kokkepigen satte varsomt stöylerne; fra
sig og hang klerene op på en knage ved
dören. Iimens böjede stuepigen sig: ned og
I keg indad nöglehullet.
| »Han slår om sig med armene og spral-
| ler med benene» — hviskede hun. »Jöses!
| der farer han endebent op i luften.»

»Er de opståt?» spurgte: kokkepigen.

» Han i altfald ikke, fruen kan jeg ikke ge.»

»Gå vek, la mig!» — og kokkepigen
skubbede den anden tilside og tog nöglehul-
let i besiddelse. - Lidt efter blev det stille;
og pigerna luskede tilbage til kjökkenet.

»Gud fader ved, hvad som plager den
manden»> — begyndte så stuepigen. »Du
skal se, han går af med forstanden.»

»Går! Jeg synes han alt er gåen, ja, for
rigtig kan han da aldrig i verden veere, slig
som han. geberder sig» — var svaret.

»Nej, en sku’ jo tro det,» bemerkede stue-
pigen med en grundende mine.

»Kan en vente and’t» — satte så kokke-
pigen i. »Han, som har omgå’tes gale folk
dag ud og däg ind i så mange herrens år;
Og en styg fyr skal han osså ha veret.»

»Stakkers fruen;: jeg vilde ikke/veré i
hendes kler, nej ikke for aldrig idet> —
sukkede stuepigen.

»Ja, der ser. de straffen» — nikkede
kokkepigen. Der kan aldrig vare velsignelse
med at holde galehus. - Det skulde ikke un-
dre mig, om både fruen og han havde fåt sig
en smek.» Hun förte, mens hun talte, hån-
den op til panden og bankede betydnings-
fuldt på den:

»Ja, men etsteds må de jo vere, degale
osså. Hvad sku’ her bli af, hvis de fik gå
löse omkring?»

»Har di ikke Gaustad og slige steder,
som er indsat af gud og konungen? Når an-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:53:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1886/0118.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free