Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framåt.
5
dre befatter sig med at ha anstalter for dem,
så frister de Vorherre, det siger altid min
svoger, kirkesangeren, og han har last så
meget om de deler.»
— Inde i soveverelset lå doktor Holm
og > frue fremdeles i sine senge. Han var
falden Hen i slummer efter anfaldet og drog
nu ’åndedrettet dybt og roligt. : Med mellem-
rum fortrak bans ansigt sig i en styg gri-
mace, medens legemet rystedes som i krampe.
’ Håns kone havde löftet sig op fra puden. |
Stöttet på albuen, lå hun og betragtede sin
mand. Det lysebrune, temmelig gråsprengte
| mand, om at gud for Christi döds skyld
vilde spare ham og hende for dette forferde-
lige, som så lxnge havde hengt truende over
’ dem, at han vilde gi ham hans åndelige sund-
| hed tilbage og bevare hans forstand, så at
"han kunde omvende sig til gud og bli et
af hans benådede börn. Og hun begyndte
"og endte med at minde gud om löftet, der
| svalende gjennem hendes sind.
hår > krusede’ sig varmt og blödt om tindin- |
gérne og faldt i en sver fletning ned over |
skulderen. De fyldige, tet sammenklemté |
leber var trukket ned i mundvigerne, bryne-
nes buer löftet som i smerte, og de mörkeblå,
smuktformde öjne stirrede med et spendt og
bekymret blik... Daggryet, der trengte in |
gjennem et bobinets rullegardin, fyldte stuen | i alle disse dage havde veeret ganske normal,
med et blegt lys, men fra de mörkeröde tep-
per og sengeomheng fik fru Holms hvide
kinder et svagt skjer af en varmere farvetone,
Hun tenkte på, hvor oldingagtig affaldig
hendes mand så ud, når han sov. Den höje,
brede - pande lå i posede folder, öjnene dybt
indsunkne med blåsorte omgivelser, på de
var givet de troende: »Sandelig, sandelig siger
jeg eder, hvad som helst I bede faderen om
i mit navn, det skal eder gives.»
En fölelse af tillid og fortröstning drog
Siden lille-
julaften havde hun merket bedring.
Hun var vis på det, hvormeget end dok-
| tor Thomsen rystede på hodet, når hun talte
’ om det. MHallucinationerne, når han om mor-
| genen vågnede op af sine vilde drömme, var
| jo rigtignok af samme styrke og varighed.
Men det hun knyttede sit håb til var, at han
| når anfaldet var over, og ikke en eneste gang,
spidse kindben sad en meengde rynker. Ne- |
sen var bleven så skarp og lang, håret var
nesten borte.
så det ud som om hele hodet var skaldet.
Og så dette preg af uro og nag, som lå i
hvereneste af ansigtets linjer. Dette drag
af traethed og gremmelse om de halvtåbne
leber. Han lignede... nej, hun turde ikke
tenke, hvad han ligrede.
Hun drog et lydlöst suk, lagde sig till-
bage på puderne og foldede henderne over
brystet. Hun bad. Bad, som hän hver mor-
gen plejede, om kraft og styrke til den dag,
der forestod. Men fremfor alt bad hun om
kjerlighed, så hun kunde gjöre sin pligt,
ikke sukkende, men med tak og tro til den
gud, der havde elsket hende först og revet
hende ud fra syndens herredömme. Som syn-
derinden i "evangeliet, der elskede meget,
fordi hendes mange synder var forladte,
säledes vilde også hun elske tilbage först og
fremst gud og gjennem ham sin mand, sine
börn, ja, selv det kors og den tugt, som Vor-
herre havde hjemsögt hende med. Da vilde
alt bli let at bere, for da skulde hun daglig
smage den fred, som overgår al forstand. Og
så bad hun også om helbredelse for sin syge
Når han lå således på ryg, |
, som så ofte för, gåt i örske opover dagen
uden at kunne gjöre sig fri fra eller bli
| klar over sin Hallucinerede tilstand. Når han
| bare ikke gjorde det, var der jo ikke tale om,
I at han kunde anses som sindsforvirret. Hal-
|| Ineinationer var ikke det samme som vanvid.
Det behövede jo bare at vere resultatet af
| et overanstrengt nervesystem, Derfra skrev
sig også hans pirrelighed og heftighed. Det
| var sygdommens skyld, at han var så van-
skelig at omgåes. Hun måtte vare tålmodig
| og også få gutterne til det, iser Sigurd, der
| paroxysmen,
| var så gjenstridig af karakter,
Hvereneste morgen i denne tid havde hun
| med angst og spending vogtet på minespillet
| i hans ansigt, når han var bleven rolig efter
for at l2se sig til hvad hun
bavde i vente. Og når han så var begyndt
at tale, havde hun hver gang set, at hun
havde ret i sin formodning. Der havde ikke
veret spor af uklare forestillinger at merke.
Efterhånden var så forvisningen om, at gud
endelig havde bönhört hende, dalet ned over
hende: På sine kne havde hun takket gud
för hans store nåde og var bleven ved med
at bede og påkalde.
»Hjelp! Hjelp! lad mig vere, I, böddel-
tölperel» skreg pludselig doktor Holm og
slog fra sig med begge arme, i det han strit-
tede imod som en, der verger sig mod’ et
voldeligt overfald,
| »I allel Nej, fanden skal ta jer. Har I
| da ingen samyvittighed ? Går op til jeres eget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
