Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et egteskab.
På en vinter blev hun gammel og grå.
Henderyridende, spurgte hun sig selv, om der |
da intetsteds var redning at finde, og så vendte
hendes tanker sig mod religionen. I den
måtte der vare tröst og hvile. Som en stråle
skjöd håbet op i hende. For förste gang i
lang tid brast hun ud i gråd. Nogle salme-
vers, hun havde lert udenad i sin barndom,
dukkede frem i hendes hukommelse, og un- |
der strömmende tårer stammede hun ordene:
» Herre, jeg har handlet ilde,
Syndens magt blev mig for stor.
Vejen jeg ej vandre vilde,
Den, Du viser i Dit ord.
Og hvor findes nu den hule,
Hvor min skam jeg kunde skjule?
Jeg har syndet mod Dig, Herre,
Syndet har jeg al min dag.
Jeg gik frem fra ondt til veerre,
Glemte bort min sjxlesag.
Derfor nu jeg for Din vrede
Skjelve må af angst og griede.>
Det syntes hende pludselig, som at al hen-
des nöd og ulykke hidrörte fra dette ene, at
|
|
HH
I
log jeg vil give eder hvile.
|
|
I
|
I
| eder ud på fordservelsens veje.
hun havde levet uden gud. Ved sin konfir- |
| hjerte til de jordiske ting, men söge at få
| et liggendefe i himlen, som tidens möl og
mation havde hun havt fat i ham, veret ham
så ner, så ner; men siden havde han for-
ladt hende. Forladt hende? Ak nej! Det
var hende, som havde vandret på syndens
brede veje, der hvor gud ikke kunde vare
med. Så var de også kommen og havde |
sagt, at alt det om gud var en fabel, og hun
havde lest om det i bögerne, og lidt efter
lidt havde hun slåt sig til ro og tenkt, at
når verdens klögtigste ånder gjennem århun-
drede efter århundrede var kommen til den
overbevisning, så måtte det vere sandt. Men |
nu forstod hun, at alt det var lögn og vild-
farelse. Gud var til, og han var forfrerdelig
at ha til modstander. Det fik hun finde nu,
han havde lagt sin hånd på hende, Hun fölte
sig som en forbandet og forkastet skabning.
Det tetteste mörke omgav hende, og der var
ingen demring i det. Vere forladt af gud!
Ganske forladt. Og det nyttede ikke at råbe
på ham. Han var ikke der, hvor hun var.
Men der stod jo noget om blodröde synder,
der skulde vorde hvide som sne. Med et
udråb sank hun på kn&e og begyndte at på-
rust ikke forterer.
-
I
kalde gud i usammenh&engende setninger, i |
halvkvalte udbrud, i stönnende sukke. Det
var som om sjelen vilde löfte sig ud af le-
gemet i et skrig på hjelp, men der kom in-
gen tröst eller lindring til hende. ”Tilsidst
sank hun sammen i udmattelse.
| prestens tale.
Dagen derpå gik hun i kirke. Det var
26:ende söndag efter trefoldighed og presten
prekede over Matt. 11 kap. 25 v. Han dv&e-
lede iser ved slutningsteksten : »Kommer hid
til mig alle, som arbejde og ere besverede,
Tager mit åg
på eder og lerer af mig, thi jeg er sagtmo-
dig og ydmyg af hjertet. ’Thi mit åg er
gavnligt og min byrde er let.» Han udvik-
lede, hvorledes al menneskenes lidelse og eien-
dighed var -en fölge af synden. Synden var
först og fremst det store universalonde, der
havde gjort jorden til en jammerdal, men
dernest var også. den specielle synd for det
enkelte individ den specielle årsag til dets
ulykke. »Randsager eders hjerter, mine brö-
dre og söstre, og I skal se, hvorledes eders
modstand mod den himmelske tugt har fört
Når herren,
eders gud, hjemsöger eder, når han lader sla-
get ramme eder, kanske gjennem eders kjée-
reste og neereste og eneste, så er det, fordi
hans faderöje har se’t, at I trengte til korset,
trengte til at bli mindet om omsorgen for
eders sjele, at I ikke skulde fieste eders
Han vilde skabe i eder
et liv i gud, det eneste, som kan biere et
| menneske oppe over al tidens jammer og
give kraft og styrke, håb og glede midt un-
der triengsler. Det gud har havt i sinde er,
hvad det så smukt heder i salmen:
»Han vilde kun give Dig tryghéd og fred
Fra verdens forvirring og vrimmel,
Han vilde kun böje på jorden Dig ned
For at få Dig op i sin himmel.>
Så fortviler da ikke alle, I sörgende.
Husk, at frelseren står med udbredte arme
og siger: »Kommer hid til mig.» Og kaldet
udgår til alle, Lad ingen tenke, at hans syn-
der er for store, Mordere og horkarle, tyve
og rövere, for alle er adgangen fri. Jo större
synd, des större nåde. O, at I vilde lade
det kaldende råb trenge ind i eders sjele!
O, at I vilde ile hen til ham, falde ned for
| ham, rekke henderne op imod ham, bekjende
| eders overtredelser og sige: Herre forbarm Dig
over mig! — og sandelig siger jeg eder:
Han skal tage eder alle ind i sin frelsende
favn. Amen.»
Dette var for hende hovedsummen af
Hun havde under prekenen
siddet foroverböjet og bidt i lommetörkledet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
