Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
Nu hvil dig, borger!
»Isch!»
»Ja, hvad mener du? — "Tror du så
ikke, at jeg, idet jeg skuer tilbage på de
forlöbne års virksomhed, tröstig kan folde
mine. hender og deklamere de samme ord,
som provsten over fars kiste: »Nu hvil dig,
borger ; dit verk er endt!» — Hvad?»
» Ufl>»
»Ja, for hvis du skulde nere skygge af
tvil, så vil jeg bare sige dig, at jeg ved,
hvad livet er: Livet — det er tiden! — Lev
med din tid — og du har levet et liv!
Netop hvad jeg har gjort, forstår du!
Jeg skal nemlig sige dig — her gives
noget forferdeligt, noget, som heder livets
ansvar og livets krav, livets opgaver og li-
vets mål — for aldrig at tale om noget gan-
ske besynderligt, noget, som heder: arbejds-
gleden — Men först når disse rubrikker er
udfyldte og fyldestgjorte, er det, at regne-
stykket går op, og man kan slå sig i hen-
derne, sige kvit op og deklamere: »Nu hvil
dig, borger!»
Netop hvad jeg bar gjort, forstår du!
Jeg har spist og drukket både meget og
godt i min tid, jeg har spillet, sunget og
lest, jeg har syt og broderet, jeg har strik-
ket og heklet, uden at navne, at jeg har
beczeret adskillige baller, selskaber, forelesnin-
ger, konserter og forestillinger med min neer-
varelse. »
»’Tör, tör, tör! — Givtesyg, givtesyg, giv-
tesyg — å, for en skam!
Blomsten gråder
tunge tårer —
gråden veeder
den, der kårer
blomsten til sin ejendom.>
kede eller ondskabsfulde personer, som siger,
at dette tilfredsstiller ikke livets opgaver og
mål, at jeg dermed ikke har gjort fyldest
for dets ansvar og krav — som siger, at
der for kvinden som menneske ikke findes
nogen ynkeligere, mere nedverdigende stilling
end hendes i en familje, hvor der er flere
end en, at der ikke findes noget sted, hvor
dovenskaben har en smukkere helligdom end
i en familje, hvor der föruden tjenere og hus-
mor tillige er voksne döttre, at der grund-
stenen legges til alle de ulykkelige egteska-
ber — og som kalder mit arbejde for unyt-
tigt pusleritog unyttigt pusleri for uszedelig-
hed og raffineret dovenskab og dovenskaben,
både den raffinerede og den uraffinerede, for
tyveri og lögn — — men tro mig — det
er bare indskrenkede eller ondskabsfulde
personer, som taler slig!»
»Både vist og sandt i alle måder! —
Givtesyg — å, for en skam!
Blomstergråden
duften bader,
vil du nå den,
efterlader
tåren på din mund et kys.»
»Jeg, stakkars uerfarne menneske, havde
imidlertid lert noget sligt — og jeg syntes
i min forblindelse, at det, jeg havde set af
livet, ja, at til syvende og sidst selve natu-
ren talte det samme sprog — indtil tankerne
kröb mig kolde ned ad ryggen og satte sig
som en isklump her, lige i hjertekulen.>»
»Men Amborg — dette er jo alvor!»
»Jeg fölte mig greben af slig en skam,
slig en anger, ja redsel, at om jeg var ble-
ven sat i en gabestok med frihed for enhver
forbigående at spytte på mig, syntes mig mit
livs forbrydelse ikke sonet! — Og så lenge
bar jeg på disse tanker, at jeg forbandede
den hyggelige stund, da jeg som jubelmö
skal deklamere det, du ved! —
Så var det en dag for lenge siden —
jeg synes, der ligger århundreder mellem da
og nu jeg sad på det selvsamme sted,
hvor vi nu sidder, og fulgte de skiftende
stemninger i dette stykke naturs fysiognomi,
som jeg kjender ind i dets fineste trevler.
Det så omtrent ud som idag — og midt
på den bro, jeg i mine tanker havde bygget
mellem natur og liv, stod jeg og skalv for
mit menneskeliv. . .>
«Stakkars Amborg!»
»Da var det, at der med et kom over
| mig en kjempekraft, jeg aldrig havde trot
>Nu er der rigtignok enkelte indskren- |
Igen — det var troen på mig selv og mine
mig i besiddelse af, en kraft til at flytte ber-
| evner!
Jeg tog en mandig — hvor det ergrer
mig at måtte bruge det ord — en mandig
beslutning: jeg vilde opdrage mig selv til
at; leve...
For hvad "livet egentlig var for noget,
öjnede jeg nemlig for förste gang i den stund
— og jeg har meddelt dig denne min opda-
gelse för: Livet — det er tiden!
Men var der noget i denne syndige ver-
den, jeg ikke kjendte, så var det min egen
tid. —- Oldtiden eller enhver anden tid kjendte
jeg kanske en smule til — men man opdra-
ges jo, som bekjendt, ikke til at. lere sin
egen tid at kjende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
