Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66 i; Et Tivshåb.
vilde Livet dog skille dem fra hinanden, og
et /Egteskab, således som han havde tenkt
sig det, blive en Umulighed; hver for sig
måtte de intet vere, — kun leve i hinanden.
Han vidste det: hun sad inde med stor
åndelig Kraft, lige så stor som hans; den
lod hende igen Ro, derfor måtte hun bringe
den ud i Livet.
Men Tiden alene kunde wise Udfaldet.
Derfor vogtede han sig for at give sine Fö-
lelser Udtryk over for hende; endnu var det
for tidligt.
Og Afgörelsen meldte sig, thi i Aften
optrådte hun for förste Gang på Natjonal-
scenen, og han tvivlede i Grunden slet ikke
om, at det vilde lykkes hende at bryde sig
en Bane ad denne Vej; han kendte bedst selv
hendes sjeldne Begavelse og Lengsel mod
Kunsten: - Selv havde han ikke haft Mod til
at oververe Forestillingen.
Det nytter ikke at klage, når Livet for-
drer sine Ofre. Han vidste det og gav også
sit uden Modstand skönt med Tårer i Ojnene.
Derfor var hans Blod i Oprör denne
Aften, derfor gik han rastlös op og ned ad
Gulvet uden at kunne finde Hvile. Var det
ikke ligeså vel hans som hendes Skaebne,
der skulde afgöres?
Hans Livs Lykke var det i det mindste.
Og som han gik der op og ned ad Gul-
vet, viste denne Lykke sig for hang indre
Öje, klar og strålende, men tillige så tröstes-
lös fjern. Langt borte så han hende vinke
ad sig, men han kunde ikke komme, han
kunde ikke.
Og hvorfor ikke?
Han rettede gig i Vejret og så sig om-
kring i Verelset.
Og Jwis det
hende?
Som den - drunknende, der griber efter
Halmstrået, således klamrede han sig fast til
denne .svage Mulighed. Det stod tilsidst for
ham som en Uretferdighed, at det skulde
lykkes hende.
nu ikke skulde lykkes
Å nej, det måtte, det turde ikke lykkes
hende — nej, nej! Hun måtte blive hans;
— hvor var det mulig andet!
Og han forestillede sig i Tanken, hvor-
ledes hun måtte sidde ved Vindnet, taus og
bitter, stirrende ud i den mörke, mörke Nat.
Det vilde vere hende, som var hendes Livs-
håb brudt og intet mere at håbe, — ingen
Brug for hendes Sjels Energi, ingen Brug
for de åndelige Krefter, hun sad inde med.
Alt tomt, alt öde, — al Lykke kun en Dröm!
Og han, hvor vilde han da ikke komme
hen til hende, legge armen om hendes Liv
og sagte, ganske sagte hviske til hende, hvor
inderlig ker hun var ham, og hvor herlig
de skulde leve sammen. Alle sine Hvner
skulde hun få Brug for, alle sine Krrefter —
alle. Thi det var ikke et stille, fredeligt Liv,
han kunde byde hende; ud ad til vilde det
tvertimod blive en fortsat Kamp, en fortsat
umeettelig Sträben; men det sknolde blive
dem let at kempe sammen under Idéens
Fane, og de skulde ikke beve tilbage för
Verdens Hån og Spot, — intet, intet skulde
standse dem.
Å ja, hvor inderlig :skulde de ikke elske
hinanden; ikke en eneste Hemmelighed skulde
den ene have for den anden; hver Tanke
skulde vere felles, hver Begering, hvert
Onske!
Der for et heftigt Vindstöd mod Ru-
derne og vekkede ham af hans Drömmerier.
Han så op på Uret; Klokken var straks
ti. Nu måtte det vel vere afgjort.
Han turde ikke vente til om Morgenen;
han måtte have det at vide endnu i Aften,
og desuden vidste han, at både hun og hen-
des Moder ventede ham.
Han trak Overfrakken på, trykkede Hat-
ten dybt ned i Panden og slukkede Lampen.
Et Ojeblik efter var han på Vejen.
Det sneede stadig, og han havde Vin-
den imod sig helt ind til Byen. Men hvad
ensede han det! Han gik som i en Dröm;
alt så så fremmed og udeltagende ud, og
Kulden gjorde ham snarest godt. Undertiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
