- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 2. årgången. 1887 /
140

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

140

Pensioner i Paris.

den. Destode noterede netop ligesaa mange
"Gange, som vi havde ringet. Endelig kommer
Kaminen, dette kritiske Punkt for Nordboere.
Naar denne blot ikke ryger, maa man ikke
klage. I begge Maaneder Januar og Februar
var her imidlertid meget, ja ualmindeligt koldt
i Paris. För nu at frembringe den Varme i
Veerelset, som er nodvendig til Vedligeholdelsen
af det animalske Liv, — mere maa man ikke
fordre, — finder man hensat foran Kaminen
en Kuryv med Brende af en hoist ildespaaende
Beskaffenhed. - Runde, uklevede Treraf gode
tre Kvarters Lengde, tunge og klamme som
Bly; paa disse Treer synes aldrig Solen athave
skinnet. - Naar Pigen om Morgenen har stablet
endel af disse op i Kaminen og teendt paa
under dem, frembringe de en Lyd som en
friskt kogende Themaskine, Stikkerne flamme
op, det suser endnu en Stund,
Hele slukket, og — Pigen er borte. Har
man saa Tid og Taalmodighed til at friste
selv, saa kan det maaske lykkes at faa Tree-
erne i Brand, idet man skal til at gaa ned,
og opnaar da en Hede, sterk nok til at stege
en Oxefjerding, eller man opgiver det; man
har ganske Valget; jeg foretrak at fryse.
Trods denne Resignation, og trods at man
har såa ondt for at faa Has paa disse Treer,
er det merkverdigt, hvor mange Kurve man
brender, hvilket man atter igjen vil overbe-
vises om, naar Regnskabets Time slaar: Lune
ere disse Kaminverelser aldrig, om man brender
uafladeligt i dem; Alt, hvad der ikke findes
i Kaminens umiddelbare Nerhed, Gulve, Seng-
kleder, er isnende. Det Ord Lunhed har
man ikke engang i det franske Sprog, man
kjender det ikke, man kunde fristes til at
sige, ligesaalidt som dette spruttende, opflam-
mende Folk kjender til Varighed og Inderlighed
i Folelse. - Sammenligningen kunde maaske
udspindes endnu lenger, naar den ikke ledede
ind paa metafysiske Afveie, hvor jeg blot vilde
forvilde" mig, Vi klage- over” den franske
Varmemethode og de franske Leger ivre mod
vor, de paastaa, at denne tndespcerrede, dumpe
Varme, er hoist skadelig for Helbreden, at
iser Damer, der sidde saameget inde, lide
ved den, at den volder Hjertebanken, slet
Humor og blege Kinder og gjör tilsidst, uskikket
til den friske Luft udenfor. Der er Noget
deri, og der kunde siges Meget derom, men
den Dag, Menneskene enes i dette, som i saa
mange andre Sporgsmaal, ja den Dag forgaar
Verden, og der gives hverken Hjerter’ eller
Kaminer mere.

saa er det:

Med alt det, at Maoblementet i disse
franske Sovekamre ofte er saa gammelt, for-
fildent og forsomt, have de noget hoist Til-
talende ved: sig. Der er et Preg ved dem,
en vis Grandezza, Noget som taler om gamle,
svundne Tider. De ere altid forsynede med
Gulvtepper og med en hoi, majestetisk Top-
seng. Et anseligt Speil over Kaminen, der-
under Marmorkonsollen med Uhret og et Par
gamle Vaser, mangler aldrig, selv i de mindste

og tarveligste. Det Uhr, som stod i mit
Veerelse, var ellers et meerkeligt et: ’ Det saa

ud, som om det skrev sig fra Regentskabets
Dage, og siden ikke havde fundet det Umagen
verdt at merke Tiden. Nu gik det i Barn-
dommen. Naar jeg rykkede i en af de gjen-
stridige Skuffer i den store Dragkiste, eller
gik med en vis Raskhed over Gulvet, begyndte
det at gaa, gik omtrent i 10 Minutter, slog
pludselig 12 og standsede igjen. Jeg kan
ikke sige, hvor jeg holdt af det gamle Uhr!
Altid slog det 12, det var ligesom jeg havde
Nogen at tale med.

Den "styrende Aand, Vertinden i disse
storartede Etablissementer, er altid Enke. Hun
udmeerker sig gjerne ved en Holdning, en
Verdighed, som den opnaar, der er vant til
at befale, og som kun ved en ubetinget Myn-
dighed kan holde sig paa en saa vanskelig
Plads. En vis sodlig-sur Mine er felles for
dem Alle, det kommer maaske af den Ned-
vendighed, de ere stedte i, at skulle sige
snart Forbindtligheder til den ene, snart det
Modsatte til den anden af saamange Gjester,
Alt efter de Etager, disse indtage i hendes
Hus og i hendes Gunst. Ved en stiltiende
Overenskomst erkyndiger man sig aldrig om
de sergelige Omstendigheder, der have gjort
hende til Enke: Sperger man paa anden
Haand derom, faar man at vide, at han har
veeret Militair. Han staar altid i en interessant
Rapport til den sidste Krig. Enten er han
falden paa rens Mark, eller han er senere
ded- af sine Saar. Den Vertinde, vi bode
hos i 1833, hun, i hvis Hus fandtes de ein-
hériske Klokkestrenge, havde sin Mand endnu
i Afrika, hvorfra hun kunde vente ham hjem
hver Dag. Far og jeg vare meget bange
for, at han skulde komme og tage Vzerelserne
fra os; Pensionen var kun liden, og hvert
Rum var optaget.

Et Portrait af en saadan /Egtemand tor
aldrig mangle i nogen Pension. I den, jeg

har skildret, thronede det ganske ensomt over :

Buffeten; en erefrygtsbydende Skikkelse med.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:53:47 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1887/0174.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free