- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 2. årgången. 1887 /
190

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

190

Ei Interigr.

Et Interior.

un boer paa Lille-Siden")) i en af de
j rigtige Gyder, hvor Husene ikke har
2 GQ lert at gaa af Vejen for Folk, men ligger
ud og ind med Svaler og Altaner og Smaaru-
derne; gemte som dybt liggende Ojne i de
tykke Mure — nogle Aarhundreder 1gb Panden
mod det Murverk og lod det blive staaende.
Der, hvor de gamle Ronner kliner sig sammen
i Ly af det store Hradehsin, som Rederne paa
et Fuglebjerg, der, midt i Virvar’et af Born
og Hunde, saa mangfoldige som ved »Det gyldne
Horn«, og Helgenbilleder og langlokkede Jöder
— bor Mo’er »Jån«.

Det er i samme Hus (et Hus med Gange
som dybe og stinkende Grave, med den hel-
lige Jomfru over alle Deere; og med en Gaard
saa snever, saa fuld af Krinkeltrapper, Svaler
og Klude til Torring i alle Stokverk, at
Franz Neruda siger, Gudfader selv har ondt
ved at skelne Born fra Fae paa Bunden) —
hvor Franz Neruda har ladet slaa Gavlen ud
og lavet sig et Atelier helt oppe ved Himlen,
for der at male alle Lille-Sidens ’snavsede
Unger »til Samfundets Forskrekkelsesg som
han siger, »og Retferdighedens Opbyggelse«

I det Hus boer Mo’er Jan og Madelenka.

Hele forrige Sommer saa vi, naar vi be-
sogte Franz Neruda, den stakkels Madelenka
sidde uden for Mo’er Ja’ns Dor.... Han
malede just den Gang, Neruda, et Billede af
selve Gaarden her, et Billede, der var saa
overfyldt af Born, af Smuds og Laser, at det med
Rette oprerte hele den alvorlige ogideale Kritik...
Da, som sagt, saa vi stadig Madelenka sidde
udenfor Moderens Doör — med de store QOjne,
der er saa blanke og dog saa livlose som Oj-
nene hos en Blind; med det gulblege altid
stillestaande Ansigt, der forsvinder nede mel-
lem Skuldrene; med de langfingrede, tynde
Hender, som hun uafladeligt krammer rundt
med paa Puderne, mens hun sidder hen, den
lange Dag, udeltagende, med sit eviga syge
Smil, stum — midt i Halmorket, Smudset og
Stojen. é

Hvem véd for Resten, om hun ogsaa
horer denne Stoj.

Nabokonen flytter hende ud om Morgenen
her ud fra Kammeret. Mo’er Jan er allerede

>”) »Tille-Siden«, Navnet paa Stadsdelen neden-
for Borgen Hradschin; udelukkende beboet af fattige
som her lever i n&sten mer end bohmisk Smuds:

trillet af med sin lille Vogn med Paradiseb-
lerne og Kastanjerne, som hun selger paa én
af Nepomukbroens Trapper — og Madelenka
lader man sidde. Man viser lige saa lidt
Spot som man viser hende Deltagelse, og man
gaar hende Dagen lang forbi, hver i sin Dont,
som man vilde gaa forbi en dead Ting.
Ingen véd vel heller hvor meget Liv
der egentlig er i -hende. Hun har jo altid

det samme Smil og de samme rastlose Hen-

der, der leber over de gamle Puder, som flet-
tede hun et evigt usynligt Net — hvad en-
ten de foder Born til Verden eller de dsoer,
hvad enten de lér eller greder, skendes eller
beruser sig, her hvor Menneskene lever og
doer, og formerer sig i samme Feellesskab,
uden at have for hinanden hverken Hemme-
ligheder eller Skam, delende samme Liv og
samme Morke.

Bornene tumler om hende paa Svalen,
halvnggne — i de Pjalter, Gud har givet
dem — -prygler hinanden, leger, skriger, be-
stjeler hinanden og greeder.

Maaske meerker Madelenka det slet ikke.

Hendes dede og blanke Ojne har intet
Liv der forraader det.

Kun en Gang i mellem, naar én af de
smaa Himlens Umyndige omkring hende stet-
ter sig dristigt op at ride paa Svalens Gitter
foran hende og saa med et Skrig atter sprin-
ger ned paa Altanen fra det heje Sede —
kun da kan der komme en pludselig Skrek
det eneste Syn af Liv, der er blevet tilbage
— i den Syges blanke QOjne.

Og naar da Moer Jan kommer hjem,
klynger Madelenka sig krampagtigt og bange
til hende med disse korte, jamrende og uarti-
kulerede Lyd, der ligner Ugleskrig, og som
er den eneste Lyd, hendes lammede’ Tunge
kan frembringe.

I hendes Aand, hvor alt er slukket, le-
ver altsaa endnu, som en dump Angst, Mindet
om hint Fald for tyve Aar siden...:.

Da Madlenka faldt ned her fra dette
gverste Stokverk, fra Svalen, og blev kve-
stet — til det, hun nu var.

De havde faaet hende samlet op i Gaar-
den "og bragt til Sengs: Man finder ikke
»Knoglebenene« i hende, sagde Nabokonen;
og da Mo’r Jan kom hjem, og hun var blevet
hentet fra Nepomukbroens Trappe, blev hun
ved at jamre:

-— Hvad kan En, sagde hun; skal man
ikke tjene til Bredet? Kan En vere to Steder

— skal man ikke tjene sit Bred, sagde hun, -

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:53:47 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1887/0236.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free