Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framål.
217
Ugen efter var der et stort offentligt
Bal, hvor alle Honoratiores var tilstede. Han
var en af Indbyderne og aabnede Ballet med
Biskoppens Datter. — Men han var en rig
Mand.
Kun ét til! Ja, det synes maaske, det
ikke egentlig vedkommer selve Sedeligheds-
sagen, og derfor her ikke er paa sin Plads,
men Kvindesagen kommer det ved, og det
er saa alligevel det selvsamme:
Det er nemlig en Indsigelse, Anna Mar-
grethe Krebs i »Kvinden og Samfundets« Fe-
bruarhefte gjorde mod min i samme Blad
fremsatte Opfattelse af Apostelen Paulus”
Yttring om Barnefedselen.
At Kalkar og Dr. Brownell har fortolket
den som hentydende til Frelserens Fodsel,
har jeg ikke vidst, og er derfor taknemmelig
for denne Oplysning om, at der blandt Theo-
logerne ogsaa her er forskjellig Opfattelse.
Men Theologernes Fortolkninger er mang-
foldige og ofte saa ubegribelige haartrukne
for os Legfolk, at vi i Reglen foretrekker
at holde os til Bogstaven, og det staar der:
»Dog "vil hun blive frelst ved Barnefadslen,
saafremt« — 0. S. V.
At mange Theologer udtyder den bog-
stavelig, er ialfald ligesaa sikkert, som den
Kendsgerning er uomstgdelig, at den jodiske
Kvinde der ikke havde Born, var uverdig,
og at den Sandsynlighed ligger snublende
ner! Paulus var ogsaa her som flere andre
Steder hildet i sine jodiske Fordomme.
Der gaar derfor gennem dette Skriftcitat
for os, der tager det i denne Betydning, et
Ekko af Orientens Haan mod den ugifte
Kvinde, altsaa mod Kvinden i sig selv.
Hos de gamle Grekere og Romere var
— som bekendt — Moderen alt, Hustruen
og. Sästeren i Forhold intet. Kvinden som
Menneske eksisterede ikke.
For dem, der for enhver Pris vil soge
sig ud Vaaben mod Kvindens Sag i den hel-
lige Skrift, maa det vere en Tilfredsstillelse
at treffe en saa slagferdig Kampfelle som
Alexander Dumas.
Under Parisernes sidste Vinterkampagne
om, >»hvorvidt Manden har Ret til at lese
sin Koönes Brevez, der har sat baade Fran-
krigs Advokatur, literere Verden og Presse i
Bevegelse, finder ogsaa Dumas Leilighed til
at rykke i Marken med sia Bibelfortolkninger.
Först er der naturligvis den gamle Hi-
storie med Eva, saa maa Jomfru Maria holde
for.
Hun frister Manden for anden Gang;
ved Brylluppet i Kana beder hun ham for-
vandle Vandet til Vin.
»Kvindes«, svarer Jesus, »der er zntet felles
mellem dig og mig.«
Hun forstaar — efter Dumas’s Forsikkring
— sjeblikkelig, hun senker Hovedet og hvi-
sker: »Gor alt, hvad du vil.«
I dette Ojeblik, erkl&rer Dumas, »akecep-
terer den hellige Jomfru i alle Kvinders Navn,
evig, absolut Underkastelse;
Man ved knapt, om man skal grede
eller le. Her med Vilje at sette Kvinde
ligeoverfor Mand i Stedet for Menneske lige-
overfor Gud, at tro, Kristus her vilde slaa
fast Konnenes Forhold til hinanden, i Stedet
for Verdensfrelserens guddommelige. Overle-
genhed over den kortsynede, dedelig Skab-
ning, er en ligesaa stor Latterlighed som hans
bekendte: »tué—la!z
»Kvinden er«, siger Dumas, og ber hele
sit Liv igennem vere en Umyndig under
Manden. Hun er hans Datter, Kod af hans
Kod, han er hendes Herre, Herre over hendes
Legeme. Herre over heades Hemmelig-
heder, Herre over hendes Tanke. Og
Kvinden fojer han til, »har til sin Raa-
dighed Midler nok, Underfundigheder nok,
der gor det muligt at skjule denne Tanke,«
Gud hjelpe hende! Naar hun staar saa
retslos er hun nok nedt til at l&re sig Un-
derfundighed.
Idetheletaget — naar den arme Eva
fra Aarhundrede til Aarhundrede skal blive
ved at gaa igen som Menneskehedens Synde-
buk og de Milliarder af Kvinder skal ufor-
skyldt blive ved at bere Straffen for hendes
Videlyst, kommer den Tid tilsidst, da de, der
vil slaa Kvindens Stilling fast paa Bibelens
Grund, sporger:
»Men er denne Brade dog ikke forlengst
bleven sonet? Ophövede den »benaadede«
ikke blot blandt Kvinderne men blandt Men-
neskene, Guds Moder, ophevede hun ikke
Evas Skyld? Var hun ikke et Vidnesbyrd
om, at den med den ny Pagt, med Kristus
var tilgivet?«
»Var ikke snarere det Faktum, at Kvin-
derne var de förste ved Graven, de förste der
modtog Englens Hilsen, de förste for hvem
Jesus viste sig efter Opstandelsen, var det
ikke Bevis for, at hendes Ken i Guds Ojne
ikke stod under Mandens? Det maatte snarere
ligne en Begunstigelse.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
