Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Framål. 267
tet op til, klemte og stengte vek lntt og
lys; og den havde kun en sidegren grön hver
sommer.
-— Som den stod der i det utydelige
aftenskjer med de knudede, törre grene som
et forvovent greb ud i verden, gav den i sin
trodsiga afmagt et nesten menneskeligt ind-
tryk; den var som en uferdig tanke, som
noget der vilde, men blev knust — og da
det omsider bar videre med mig igjen, fandt
jeg mig videre bestyrket i mine påstande om
de menneskelige tilstandes analogier i naturen.
— Skumringen faldt hastig om mig, som
sorte, synkende vinger, og det var temmelig
mörkt da jeg nåede Holthegården, en lang-
strakt, enetages bygning oppe under åsen,
med forskjellige smaglöse tilbygninger og et
stillöst forsömt haveanleeg foran.
Tre pregtige jagthunde var de förste,
der hilste mig, og et öjeblik efter kom min
verts kraftige skikkelse frem i döråbningen.
»Se så, Hej, nu er det nok, gamle fyr!
— Vil "du. holde kjeft, du Laban! — Vel-
kommen herr kaptejn til deres residents!»
Han trykkede min hånd med et jerntag og
förte mig ind. Storstudören var afläset; han
gik omkring for at åbne for mig, og et öje-
blik: efter var vi baenkede i den halvtomme,
kolde storstue, medens en lystig knitren fra
den store stenovn lovede bedre tider.
Min vert var i humör; det var klart at
Jeg havde fundet nåde for hans öjne, hvad
han ikke så ganske fandt for mine, efter
hvert som jeg tog ham nöjere i öjesyn.
Han var umådelig blid, men hans brede
smil og lune smålatter förmåede ikke at
skjule det brutale herskerudtryk, der lå over
hans sterke, röde ansigt, med de små, hvasse,
plirende öjne.
Han var sterkvoksen, med brede skuldre
og. höjt bryst, og der lå over hele hans per-
son et preg af ubegrenset selvfölelse. Mands-
styrken og mandsvillien, sådan som han selv
representeräde dem, var de to magter, der
sattes i högsedet. Han styrede sit hus som
en despot og nerede mild foragt for fruen-
timmer. Han havde en udviklet sans for
eder, og det var efter hans mening bevis nok
på den umädelige forskjel mellem en mand
och et fruentimmer, at for en mand — hvis
han var en mand — måtte magterne fra de
andre verdener gjöre tjeneste, ellers blev det
til det bare fruentimmersnak.
— Hans egen hustru var på det fuld-
stendigste bragt til taushed og smög sig ud
og ind gjennem dörene, stilferdig som hus-
katten, utrettelig opvartende, med et angste-
ligt stillestående smil, der var blevet stereo-
typt af vane, thi det var nok ikke altid hus-
herren var i humör, og det var uberegneligt
hvor lenge det kunde vere.
Udenom vidste man at fortelle om de
stygge ting, der kunde hende under drikke-
lagene der. Man havde også havt adskilligt
at fortelle om »stakkars Gitta» som han altid
kaldte hende, når det stod vel til.
Og da han nu også denne aften som
altid, når der kom fremmede indendörs, stak
sit hoved ind i daglistuen ved siden af, med
det over bygden almindelig citerade: »Varmt
vand og sukker Gitta mi, resten besörjer jeg
sely!»s med et ejendommelig blidt — brutalt
tonefald, som ingen havde kunnet eftergjöre,
— löd det for mig som en stadfestelse også
på alle de andre historier, hvor »stakkars
Gitta» enten rent var blevet glemt eller på
det ubarmhjertigste nödet til at vare med.
Og da hun så kom ind med det varme
vand og sukker, kunde jeg ikke få mine öjne
fra denne forkuede husmor med sit meltagne
ansigt, hvorfra ethvert mere personligt ud-
tryk var forsyundet.
Disse vel kjendte huslige forhold havde
irriteret mig derhen, at jeg fra först af havde
bestemt mig til ikke at sette min fod i det
hus. Men jeg bröd alligevel min beslutning
både den gang og siden, dels for den ud-
meerkede jagts og fiskes skyld, dels fordi han
selv, despoten, var en ubetalelig: ledsager i
mark og skog — dels, lad mig ligeså godt
sige det, var jeg på en sådan måde berört
af hans ejendommeligheder, at, når jeg var
der på bygden, kom lysten altid over mig
til at se ham.
Han var som man kunde tenke sig en
af vikingetidens berserker, halvtemmet og
sat ind i fredelige forhold. Han respekterede
ingen vwvillie uden sin egen. Han havde en
del år veret medlem af formandskab og fat-
tigkommission og derigjennem behersket byg-
den. De andre bönder havde hadet, men
frygtet ham, og det var först det siste år,
de havde fået hans gjenvalg forhindret.
Han tog ikke selv synderlig notits af
denne fiendtlighed, det bestyrkede ham bare
i hans foragt.
Han fortalte mig derom med et lunt
smil og brugte for tilstrekkelig at: betegne
sin store overlegenhed det ene fremmede
udtryk mer ravgalt end det andet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
