Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
Fra Kaplejnens Dagbog.
Han kaldte det nye formandskab en
Eugeniastald (for: Augiasstald) og svor det
skulde ikke få ham af flekken hverken det
eller vejinspektören. Den nye vej, de havde
anlagt uden at spörje ham, kjörte han ikke
et gruskorn på, de kunde sende fanden så
mange bud.
Senere ud på aftenen besteg han sin
yndlingshest, politiken, og jeg tabte ham
snart af syne, udisponeret som jeg var efter
en anstrengende dag og en god forplejning
til at indlade mig på vidtlöftigheder.
Han drak sig forresten ikke meget fuld
— han havde respekt for mig, forsikrede fru
Gitta —- men han kom i en mild ekstase,
hvori han deklamerede sino kraftsetninger i
digt og prosa. På et senere stadium fordre-
de hans stemning musik. Han havde to
yndlingsmelodier, og den lille tolvårige Ka-
trine måtte frem og spille;
Men hver gang Katrine anså sig ferdig
med Napoleons marsch over alperne eller med
Björneborgarnes löd det med et blidt smil:
Hold på med den samme, ungen min! —
indtil jeg af hensyn til mig selv og barnet
måtte gjöre indsigelse.
Ud på aftenen kom endnu en af husets
personale ind. Det var en halvgammel kvin-
de i en afjasket, fantastisk, smaglöst sam-
mensat dragt.
Propriteeren 1o og spurgte, hvor lenge
hun havde veret om at pynte sig.
Hun svarede ikke, men satte sig efter
en kort hilsen ned i det fjerneste hjörne og
gav sig med en urolig, nervös iver til at
strikke på en lang, hvid strömpe.
Det var tante Lilla, fruens söster og 12e-
rerinde for börnene. ;
Jeg havde flere gange truffet hende om-
kring i bygden og på mine skovture — hun
gik meget allene og vandrede, — og hun
havde vakt hos mig en vis medlidende in-
teresse. Jeg var begyndt at fölge hende på
samme måde som jeg iakttog enkeite dyrs
og planters udvikling og forskjellige medfart
af tiden i de- trakter, jeg så temmelig regel-
meessig besögte.
Hun hed tante Lilla over hele huset og
for alle mennesker. Og der havde ingen for-
kortelse eller spor af ömhed veeret med i.
spillet; hun hed slet og ret, koldt og godt
Lilla, som hendes döbeseddel kunde vise,
men det var et grusomt trek af skjebnen;
sådan burde man helst ikke hedde, når man
var bleven forfordelt som tante Lilla.
Da propriteren gik ud et öjeblik rejste
hun sig og kom lige hen til mig. Hun bö-
jede sit store formlöse ansigt til siden og
blev stående og så på mig med de gule öjne
i et blidt svermeri.
»Hvor det var
hviskede hun.
Jeg flyttede mig lidt vek; fölte mig lidt
generet — så kom propriteren ind igjen, og
som et lyn var tante Lilla tilbage på sin
plads og strikkede med en besynderlig knit-
rende lyd.
Propriteren optog igjen samtalens tråd,
forklarede for mig den europsiske concerts
betydning, filtrede sig häåblöst ind i Bis-
marks spind, medens jeg blev siddende hvor
jeg var, dösig af varmen og punschen og
dagens marsch.
Jeg var kommen til at tenke på en
stor, plettet kat med gnistrende, gule öjne
— jeg syntes den kom hen og strög sig
imod mig med en hvislende, elektrisk lyd.
Jeg for op fra sofaen med en fölelse af
modbydelighed. Men der var ingen kat —
så havde jeg vel sovet.
Propriteren meerkede ikke noget, jeg
lod som ingenting, gik hen og-stoppede min
pibe og satte mig rolig ned igjen. Men nu
måtte jeg tenke på tante Lilla. Hun havde
ladet stikketöjet falde og sad og så hen på
mig, og jeg måtte igjen tenke på den plet-
tede kat. Og jeg måtte ubetinget foretrekke
hvilken som helst kat; -— hverken blandt
dyr eller planter havde jeg fundet noget så
mislykket som tante Lilla;
Hun var den styggeste kvinde jeg i mit
liv har seet. Og hun var koket, så vi måtte
le, jeg med de andre -— det var hendes
ulykke att alle mennesker lo af hende.
Hun var både legemlig og sjelelig taget
en af de besynderligste skabninger jeg har
truffet på. Der var i og över hendes per-
sonlighed som en blanding af hinanden. op-
havende krefter. Hendes skikkelse var fint
anlagt, bygget til at vere elastisk, men dens
böjelighed frastödte, hendes bevegelser var
stygge, hendes hender og födder om de ikke
var heslige, da ved jeg, jeg nödig vilde se
dem.
Da vi siden en gang blev alene i stuen
betroede hun mig, at det havde veeret hen-
des dröm at gå til scenen, helst til balletten;
hun vilde så gjerne danse — — — Og hun
dansede for mig, til min fortvivlelse, — hun
havde kastagnetter, og hun brugte dem, mere
morsamt at De kom!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
