- Project Runeberg -  Framåt (Göteborg) / 2. årgången. 1887 /
271

(1886-1889)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Framåt.

271

en grankugel i öjeb — — — Vi fik da
istand et kot nede i bryggerhuset; der spil-
ler hun for sine egne döve ören!»

| Det tog sagte i dören. Det var den
stilferdige fru Gitta, der kom og hentede os
| tilbords.
| I spisestuen traf jeg tante Lilla. Hun
stod halv gjemt borte ved blomsterne og pil-
lede blade af og blev ikke ferdig.

| »Du får komme og sette dig, tante
Lilla!» sagde husherren myndig.

| Hun vendte sig fort om og sendte mig
et blik.

| Hun var den
forandret; håblöst.

Jeg spurgte om hun kjendte mig.

Jo, hun giorde da det. Senere under
mältidet, der varede både lenge og vel, sagde
hun ikke et ord.

Efter bordet traf jeg hende igjen ved
blomsterne, nervöst pillende.

Jeg spurgte hende hvorledes hun havde

samme; men udtrykket

|
j
|
|
i
|

det.

»Der er så mange visne blade!» sagde
hun sagte.

»Hvorledes har
spurgte jeg igjen,

Hun så op, og der kom store tårer i
hendes öjne. »De er den eneste, som har
forstået mig», hviskede hun. >»De ved hvor
ulykkelig jeg er!»

»End hvorledes gik det med violinspillet?»

»Å», udbröd hun heftig; — »der skulde
ikke blive noget af mig i verden uden et
kar til vanere, som det heder i bibelen. Sig
mig herr kaptejn, må der vere sådanne også?
—- — Alle mennesker siger jeg er halv döv,
og det er nok sandt, for jeg hörer bare det
stygge som er i verden — — — aldrig no-
get andet; hvarfor blev jeg ikke helt döv?»
Hun rtystede på hovedet.

Og alle så siger de, at jeg er halv
gal — — hvorfor er jeg ikke blevet det
helt? Det havde såvist veret bedre!»

: »Har det veret så slemt for Dem i det
siste, tante Lilla?»

Hun så på mig og blev röd helt op un-

der håret. Så vendte hun sig fort og be-
gyndte igjen at pille ved bladene.
Lidt efter så hun igjen op og sagde
’sagte: »Jeg taenkte, om der var et eneste
menneske i verden, som brydde sig om mig,
:0o8 som jeg kunde gjöre lidt for —— —
men så var det nok ikke så!»

De det, tante Lilla?»

»Jeg er jo så styg!. sagde hun og så
på mig, som om hun tryglede mig om at
sige hende imod.

Jeg sagde ingenting. Hun sukkede.

Det lo bag os; det var proprieteren.
Han stod i dören med sit Bbrede, ironiske
grin.

»Er du nu ude igjen tante Lilla, tror
du det nytter?»

Han trak mig med ind til toddybordet;
han var i friskt humör denne aften, jeg ikke.

Jeg kunde icke få det stakkels menne-
ske ud af mine tanker. Bar forholdene skyl-
den? Kunde tante Lilla vere blevet mere
harmonisk på legeme og sjel, om man ikke
havde vanskjöttet hende så blodig?

Jeg forlod min gjestfri vert forholdsvis
snart med den undskyldning, at jeg havde
taget logis på gjestgivergården for att komme
desto: tidligere ud neste morgen.

Jeg skar tversigjennem bergholtet —
den krokvoksne småbirk stod der som för
med de sparsamme grene i bundter hist og
her.

Det havde nylig regnet. Myrgropen ne-
denunder var blevet en klar, liden dam. De
stod der og spejlede sig treerne, og en del
urolige stere drev omkring mellem dem. Borte
over åsen drog en ravn, fornemt sejlende, og
nu syntes jeg så tydelig jeg hörte den; jeg
kunde ikke dy mig for at istemme: Fjernt
fra mennesker er det hyggeligst! Og jeg ka-
stede mig endnu en gang, rimeligvis den
siste, ned i gresset under de gamle trer.

Trods naturens karrighed var der slet
ikke så wverst; der var ikke så meget om-
kring af blad eller blomst, men der var grönt
og lunt; de fine blade havde sin duft, og
fuglene hyggede sig mellem dem.

— Det var trösteligere at se på end
livet i propriteerens stuer.

Havde han ret i sin stadige påstand -—
gjerne ved det tredie glas — at mennesket
var et mislykket produkt? Af börn og fulde
folk får man jo sandheden at vide.

— Som jeg lå der udover aftenen, gik
min fölelse af uhygge sagte sin vej. Men
jeg holder fremdeles på dyr, blomster og
trer: fremför’ på mennesker; — — —- —

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 02:53:47 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/framatgbg/1887/0333.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free