Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
» Magdalene».
Somme Tider blev hun forferdet over,
at denne fremmede; underlige Fyr saaledes
optog hver Tanke i hendes Sjel. Hun sögte
at kempe sig ud af den Indflydelse, han
havde faaet over hende; hvad skulle det före til ?
Hun maatte af bryde Bekendtskabet med
ham, om hun vilde git eget Vel — hun vilde
jo kun som god Kristen hjälpe en Ulykke-
lig. . . men hans: Veje var ikke hendes,
maatte ikke blive det. — Og dog, havde hun
ikke Ret; folte hun det ikke mere og mere.
Hun tenkte hver Dag paa at bede ham
lade vare at komme til hende, men naar
han var der, glemte hun det altid.
Saa fortalte han hende en Aften, at nu
havde han faaet Socialistmadet bestemt til en
af de förste Dage, og at han skulde tale der,
om hun vilde oververe det? Om hun turde?
Nej, hun skulde ikke love det nu, men
tenke over det först. Men om hun ikke var
der, ja, da vilde han deri se et Tegn paa,
at hun ikke forstod, hvad hun havde sat sit
Liv ind paa, at de atter skulde gaa hver sine
Veje, han ensom og fattig som for han traf
hende — nej, ensommere; men, om hun
kom, om hun kom! Hans Stemme havde en
dempet, jublende Klang, der sang sig ind i
hendegs Öre, sugede sig ind i hendes Tanke
og lullede den kolde Fornuft i Sovn, naar
hun var ene; det at göre ham glad, det var
Lykke = . . det hun ubevidst havde lengtes
imod sit hele Liv.
Der var propfuldt af Folk i den store
Sal over Stalden, som var Kroens rummelig-
ste Lokale. Hyggeligt var det just ikke for
hvem, der ikke var vant till Stov og Lampeos,
eller fortrolig. med en ubeskrivelig blandet
Lugt af Brendevin og Trandstövler, vande
Kleder og Stegeos, der steg op nedefra Kök-
kenet; og det Publikum, der her var for-
samlet, var ligesaa broget, som Luften blan-
det. Her var Haandveerksfolk i Bluser og
fine Herrer med heje sorte Hatte, som de
rimeligvis af Forsigtighed beholdt paa Hove-
det, der var unge Piger, dristigt pyntede,
frekke og. stojende — og fattige Koner med
smaa Born, der skreg hojt, naar der putfedes
til dem, — store Drenge, der utaalmodig
ventede paa, at der skulde blive Sjan, 0g
Politibetjente parat til at l&gse en Demper
paa deres. utilladelige Lyster.
Magdalene havde aldrig för veeret i en
saadan Forsamling; Lun saa sig förskremt
om, der var ikke et Menneske, hun kendte
mellem alle disse Folk, hendes Ven skulde
tale for i Aften.
Hun trengte sig gennem Mengden hen
i en Krog af Salen, og der fandt hun endelig
en Plads, hvor hun kunde sidde i forvent-
ningsfuld Ro.
»Der er han».
Det gik som en Lydbolge gennem For-
samlingen, sterkere og sterkere rullede den
af Sted, indtil den rullede ud i Klangen af
sterke Henders rungende Bifaldsklap.
Han saa bleg og anstreengt ud, et Par
Gange knugede han Handerne fast mod hinan-
den, der gik en nervos Trekning gennem
hele hans Legeme, Panden og Linierne ved
Ojnene bevegede sig urolig og hurtig, det
var som om Livet og Lidelsen konsentrerede
sig her. Han försegte at tale, standsede og
begyndte igen.
»Mine Bratdre og Sostre!
Jeg har hört Tale om en Mand, der
sagde: »Kampen her i Livet for Tilvzerelsen
bestaar altid imellem de Magre og de Fede>.
Dette ev Sandhed. Det er de Fede, der eder
Kodet af Kroppen paa de Magre, de faa aldrig
nok, de vil altid foröge deres bugnende Fedt-
fylde paa de Magres Bekostning. — Vi Ar-
bejdere, vi er Verdens Magre . . . Skal det
vedblive at yere saaledes?
Skal vi og vore Barn, Aarhundrede ud
og Aarhlundrede ind, vedblive at levere: over-
fladigt Neringsstof til dem, der i egoistisk
Nydelse forstaar at fortere os, nej, tusinde
Gange mej, vi vil kaste Aaget af os, vi vil
ögsaa med til Livets store Grestebhud»,.
»Ja! Jal Her! Her!
»Ja vi vil alle med, men for at ville dets,
maa vi ogsaa tro paa, att vi kume det, ellers,
vil det Hele kun blive en sygelig Dröm, og
den, der drömmer om Lykken, glemmer ofte
at gribe den.
Nu skal vi huske paa, slaa fast, at vi er
de sterke, fordi vi er de mange — de mange
som Sult og Uret, Slid og Sleb har herdet
og modnet til al gore en sejg og udholdende
Modstand mod vore Fjender, — Og saa maa
vi lere at hade, det forstaar vi ikke endnu,
ikke rigtig her hjemme, vi kan vere vrede,
hidsige, bittre, misundelige, men vi maa have
enduu mere Livskraft for at fole Hadets
varme Strom gennem vort Blod.
Men vi maa ogsaa laere at elske, for
det forstaar vi lige saa lidt, som vi forstaar
at hade, lere at elske, hvad vi tror, vi har
Ret til — vi maa ikke vare nojsvmme —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
