Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Theorier.,
Saa tog hun Lziererindeexamen med en fin
förste Karakter, og hun fik Anseettelse ude
paa Landet. Hendes Virksombhed tiltalte hende;
med Liv og Lyst gik hun op deri, og hun
indrettede sit lille Hjem smagfuldt og hygge-
ligt, thi hun havde en egen Gave til at göre
alt hvad hun foretog sig, alt hvad hun rörte
ved, tiltreekkende og smukt.
Hun trak Vejret let og frit; hvor det var
godt saaledes at vare uafhengig, ikke at skylde
nogen noget, kun at stole paa sig selv.
Der var saa smukt, der hvor hun boede,
store Skove og klare Söer, her vilde hun til-
bringe sit hele Liv, thi hun vilde aldrig gifte
sig, aldrig give Afkald paa sin Frihed.. Keer-
lighed laa heller ikke for hende, hun forstod
sig kun paa Venskab; se, der var nu Land-
inspekteur Storm, som ejede det smukke lille
Sted paa den anden Side af Skoven, hun
havde kendt ham i lengere Tid, men det var
kun en rolig, venskabelig Fölelse, hun fölte
for ham, og dog var hun sikker paa, at mangen
anden Kvinde vilde have fundet Storm meget
tiltreekkende. med hans höje bredskuldrede
Skikkelse, hans karakterfulde Hoved med de
livlige blaa fOjne, der vidnede om godmodigt
Lune blandet med tungsindigt Alvor. Hun
plejede at möde ham om Aftenen, naturligvis
ganske tilfeldigt, naar hun tret af Dagens
Anstraengelser gik sig en rask, forfriskende
Tur gennem Skoven og Engene.
Saa fulgtes de gerne sammen et Stykke,
langs den smukke Skovvej, hvor Triwernes
bladrige Grene i yppig Fylde lukkede sig om
dem, og kun lod Solens sidste rödglödende
Straaler trenge ind i skinnende Pletter, mens
Myggene surrede og dansede i Svaerme, og
Köernes Brölen löd däempet gennem Aften-
luften.
Og de talte sammen om mangt og meget,
medens han nu og da med et hurtigt beund-
rende GOjekast betragtede hendes ranke fint-
formede Pigeskikkelse og det kaekke lille Hoved
med Blikkets livligt vexlende Spil.
Han fortalte hende om sit foregaaende Liv,
om dets Glider og Sorger, thi det havde
ikke veeret al Glede. Storm var Enkemand
og havde veret det i flere Aar, han var ikke
saa ung länger.
I sin Ungdom havde han truffet en Kvinde,
som han havde elsket og giftet sig med.
Mczendene gifter sig gerne af Krerlighed, —
og Kvinderne, ja de gifter sig meget ofte,
fordi det er den nemmeste Maade at blive
forsörget paa.
Storms ZEgteskab havde veeret en bitter
Skuffelse for ham. — Maaske det var derfor,
han var en saa ivrig Ven af Kvindeemanci-
pationen, thi, som han ofte sagde til Gyda,
der var ingen, han havde större Agtelse for,
end en Kvinde, der selv sögte at skabe sig
en Livsstilling og ikke behövede at sidde og
vente paa at blive gift.
Og Gyda sympathiserede i et og alt med
Storms Auskuelser, de havde de samme frie
Ideer, det samme vide Livssyn, de kunde
aldrig blive trette af at tale sammen.
Og saa en skön Dag blev de gifte. — Gyda
saa sig om i sit ny Hjem med en Fölelse af
svimmel, undrende Lykke, Var det virkelig
hende, der aldrig havde troet at kunne föle
Keerlighed? — En anden Lzererinde blev an-
sat ved Skolen, og der begyndte et helt nyt
Liv for den unge Fru Storm.
Mand og Hustru elskede hinanden: og: for-
stod hinanden saa godt. Deres ZEgteskab
skulde veere bygget paa Frihed, Lighed og
godt Kammeratskab, det skulde vere aandeligt,
det vil sige saa aandeligt, som et ZEgteskab
overhovedet kan veere, thi Erik Storm troede
ikke paa den platoniske Kzerlighed. — Og de
fortsatte stadig deres Diskussioner over Tidens
briendende Spörgsmaal. — Kvinden skulde
have samme Opdragelse som Manden, liere
det samme og have de samme Rettigheder.
Mand og Kvinde skulde stilles paa en mere
lige Fod, hun skulde fordre det samme af
ham, som han af hende, thi var det ikke
skiendigt al tenke sig, at en Mand kunde
tillade sig alt og dog stille de strengeste, mest
skaanselslöse Fordringer til en Kvinde.
Men naar saa Gyda gik vel vidt, blev vel
streng i sine Krav, begyndte Storm at blive
lidt betzenkelig og var glad, naar hun i det
mindste vilde indrömme ham, at man dog
maatte holde Miendene lidt til gode paa Grund
af deres Naturs Skröbelighed og de mangfol-
dige Fristelser, Livet förte med sig for dem.
Men et var de fuldt ud enige i, det var,
at Samfundet, som det nu fandtes, behandlede
Kvinden oprörende uretferdigt. Manden havde
alle Fribeder, Kvinden derimod niegtedes alle,
men naar han ustraffet kunde fölge sin Natur
og sine Tilböjeligheder, havde hun saa ikke
Ret til at fordre en mildere, mere skaan-
selsfuld Dom; kunde hun saa ikke vente Und-
skyldning og Tilgivelse i en lagt videre Ud-
strekning, end der nu tilstodes hende?
Og efter endt Diskussion kyssede de hin-
anden og smilede veltilfredse; thi alt dette
t
3
sr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
