Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Fra afskeden med Nansen og Johansen til midtsommer 95
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
andre var noksaa vemodig stemt; de muntreste af hele
selskabet var ubetinget de to, som nu skulde si os sit
endelige farvel. Baade Nansen og Johansen talte
gjentagne gange, snart i alvor, snart i spøg om saavel den
svundne tid, som om, hvad fremtiden kunde bære i sit
skjød.
Morgenen oprandt med vakkert vejr og 32
kuldegrader. Det var oprindelig bestemt at Scott Hansen,
Hendriksen, Mogstad, Petterson og jeg skulde eskortere
de bortdragende, og ligeledes vilde kapt, Sverdrup
følge et stykke paa vej. Saa stor lyst, jeg havde til
det, opgav jeg det imidlertid frivillig, fordi han, som
den dag havde tørn i kabyssen, gjorde ophævelse
over, at han skulde bli uden hjælp. Havde jeg ikke
gjort dette, var jeg kanske sluppet for den mindelse,
jeg for min del fik fra ekspeditionens afreise. Jeg vilde
nemlig da sandsynligvis havt nok med at gjøre istand
min egen oppakning for turen ; jeg og de fire andre skulde
nemlig overnattet i selskab med Nansen og Johansen
og jeg skulde som følge heraf ha baaret med mig paa min
ryg ulveskindsklær, telt, kogeapparat og proviant. Nu
der-imod kom jeg til at hjælpe til med at spænde hundene
for trækslæderne, og ved den lejlighed var det, jeg fik
min erindring om ekspeditionen i ordets egentligste
forstand indpræget i mit kjød.
Blandt hundene var der en liden djævel, som paa
grund af sin spinkle bygning havde faaet navnet «Barne.*
Den var gløg, ivrig og agtpaagi vende, af bygning svagere
end alle de andre, men forstod alligevel udmærket at
bjerge sig overfor dem. Den livlige lille herremand
havde, jeg ved ikke af hvilken grund, lagt mig for had,
— for ligesom jeg selv var glad i hundene var de ogsaa
glade i mig — og denne sin antipathi imod mig, gav
den nu i afskedsstunden et »føleligt« udtryk, idet den,
da jeg skulde til at spænde den for sin slæde, satte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
