Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvilken valmåde er nu den Meste: den, ifølge hvilken, i heldigste
tilfælde, kun flertallet af gode kræfter kan lade sin røst høre? eller
den, ifølge hvilken dette er muligt for næsten alle gode kræfter?
»Mindretallet» skal i dette tilfælde ingenlunde modsættes »flertallet»;
ti hints ret gör jo intet skår i dettes. Derimod tilintetgör dettes
nuværende eneret hints ret: friheden er meget mindre, fordi en mængde
gode kræfter aldeles ikke kan komme til orde i rigsdagen.
Om den indvendning, at forhåldstalsvalmåden samtidig åbner
större adgang for onde kræfter, gælder det samme, som ovenfor er
sagt om lögnens indtrængen gennem mindretallene samtidig med
sandhedens, »klintens med hvedens». Dertil henvises for at undgå
gentagelse.
Forhåldstalsvalmåden stiller alle lige for låven; flertalsvalmåden
giver flertallet, tit et konstigt flertal, en vis eneret. Hin er derfor
langt mer Msindet end denne. Når alligevel de s. k. »frisindede» ikke
kan se dette, må grunden være: ænten kortsynethed (for ej at sige:
dumhed) eller, at de er »Msindede kun imod sig selv», med andre
ord: Msindede kun af navn, det vil sige: ikke frisindede. Ti de
virkelig Msindede har til valspråg: »Hvad J vil, at menneskene skal
göre mod Jer, gör det imod dem!» (Mat 7: 12. Luk. 6: 31) — og
det, hvad ænten de er kristne eller jøder, tyrker eller hedninger.
Forhåldstalsvalmåden er desuden den eneste naturlige løsning af
den samfundsopgave, som man hidtil har søgt at løse på en mængde
konstige måder, den ene konstigere end den anden, — den opgave
næmlig, hvorledes folket skal kunne give sin vilje et frit udtryk. Frit,
det vil sige: således, at de ulige interesser i folket kommer til orde i
forhåld til sin politiske vægt uden at trykke hværandre. Stænderval,
klasseval, pengeval o. s. v. er nogle af de efter hinanden følgende
udviklingsstader, der alle omsider må svmde for val efter forhåldstal,
ifølge hvilke vælgerne bliver i stand til at ordne sig selv i fri ånddige
valkredse, uden hensyn til stand, formue og bostæd, men ene og alene,
med hensyn til politiske meninger, den eneste naturlige inddelingsgrund
i statslivet.
De alt andet end Msindede valmåder efter stænder, klasser og
lignende lav er vel allerede så døde, at der ingen fare er for, at de
skal gå igen. Derimod kunde det på dette stæd være rigtigt at pege
på den fare, der truer den almindelige valret ved oprettelsen af et
slags »pengeadel», som virkelig spøger i mange s. k. M statsforfatninger
(i Danmark således efter grundlåvens gennemsyn d. 28 Juli 1866).
Der er så meget mere grund til at sige noget herom, som
»pengeadelens» indflydelse (ved »graderad röstskala» o. lgn.) er et af dagens
brændende spörsmål i Sverige, men et spörsmål, som det endnu måske
er muligt at løse i frisindet retning, såfræmt forhåldstalsvalmåden snart*
65
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
