Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Drabsmanden - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
«Deres Velbaarenhed . . . kristne Mænd,*
begyndte han i en bønfaldende Tone, dette
har jeg ikke gjort! Tro mig paa mit Ord, jeg
har ikke gjort det! Eller skulde jeg have været
saa bange, at jeg har glemt det? . . . Nej, nej,
det er umuligt!*
Pludselig kom der ligesom et Glimt i hans
Øjne.
»Hør, Deres Velbaarenhed,* vedblev han
med fast og bestemt Røst, idet han nærmede
sig Bordet og saa’ hen paa Proskurov, »vil De
ikke skrive, at Kostjuschka har gjort dette. For
ham er det, den Skjælm! Ingen andre vilde
kunne tortere et Menneske paa den Maade —
det er hans Arbejde! Og om han saa er min
Kammerat nok saa meget, vil jeg dog ikke
kjendes ved ham efter dette. Skriv De kun
ned, hvad jeg har sagt, Deres Velbaarenhed !«
Ved dette uventede Udbrud af Aabenhjær
tighed fra Arrestantens Side rev Proskurov i en
Fart Pennen ud af min Haand og tråk Proto
kollen fra mig for selv at føre den. Trækkende
Vejret afbrudt og tungt, oprullede Landstrygeren
derpaa det mørke Drama for os.
Han var rømt fra Tugthuset og havde i
nogen Tid strejfet rundt uden » Forretninger«, ind
til Skæbnen førte ham sammen med Kostjuschka
og dennes Kammerater. Her hørte han for første
Gang tale om den afdøde Fjodor Silin. »Drabs
manden«, havde de sagt til ham, »var et Men
neske, som man hverken kunde ramme med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
