Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 68
i min lune Seng, om de stakkels Mennesker,
som nu frøs og manglede Husly.
Men endelig sejrede Vaaren over Vinterens
sidste Anstrængelser; Solen tørrede Jorden, der
kom Varme i Luften, og samtidig ophørte de
ulykkelige Forviste at strejfe om paa Gaderne
om Natten. Det hed sig., at de havde fundet
et Tilflugtssted paa Kapelhøjen, men hvor de
havde forputtet sig dér, kunde ingen med Be
stemthed sige. Alle saa kun, at de hver Mor
gen kom anstigende deroppe fra, og at de hver
Aften, nåar Tusmørket faldt paa, atter fjærnede
sig i samme Retning. Byens Folk skjævede
mistænksomt til dem , og de kastede til Gjen
gjæld urolige og spejdende Blikke paa deres
Modstandere, som berørte mange af disse pin
ligt. Deres Forhold til Byen var kort sagt af
en ren agressiv Natur. Blandt disse haabløse
Existenser fandtes der flere, som vare mærkede
med saa tragiske Træk, at de prægede sig dybt
i mit Barnesind.
Endnu den Dag i Dag mindes jeg levende,
hvorledes hele Gaden brast i en stormende Latter,
nåar den gamle Professors sammenbøjede, bedrø
velige Skikkelse viste sig. Noget mere ynkeligt
end dette stakkels aandssvage Væsen, der altid
gik i en gammel, laset Kappe og med en umaade
lig bredskygget Filthat, er det vanskeligt at fore
stille sig. Sit lærde Tilnavn havde han faaet paa
Grund af et dunkelt Rygte om, at han engang for
mange Tider siden skulde have været Huslærer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
