Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
Om jeg huskede hende? Ak ja, det gjorde
jeg! Jeg huskede, hvorledes jeg, nåar jeg vaag
nede op om Natten, ledte i Mørket efter hendes
bløde Hænder og trykkede dem tæt op til mig,
bedækkende dem med mine Kys. Og jeg huskede
hende, da hun i det sidste Aar af sit Liv sad
syg foran det aabne Vindu, sigende Farvel til
Foraaret, som hun nu skulde se for sidste Gang.
»Jo, jeg huskede hende! . . . Huskede
hende, da hun laa ung, skjøn og smykket med
Blomster, men med Dødens Stempel paa sit
blege Ansigt. Jeg trykkede mig ind i en Krog
og saa’ paa hende med forvildede Øjne, for
første Gang i mit Liv anende Rædselen i den
Gaade, som kaldes Døden. Og da de frem
mede Mennesker bar hende bort, var det saa
ikke min Hulken, der lød som en kvalt Stønnen
ud over hele Stuen?
Ak jo, jeg huskede hendel Ofte endnu
vaagnede jeg i den rnørke Midnatsstund med
en Trang til Kjærlighed, der var lige ved at
sprænge mit Bryst, fordi den ikke kunde faa
Rum i mit Hjærte. Vugget af Barndommens
rosenfarvede Drømme vaagnede jeg op med et
henrykt Smil, og ligesom i gamle Dage fore
kom det mig da, at hun var hos mig, og at
jeg nu skulde møde hendes ømme, milde Kjær
tegn. Men nåar saa mine smaa Hænder strakte
sig ud i det tomme Rum, vaagnede der i min
Sjæl Bevidstheden om min bitre Ensomhed, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
