Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
Skyer, Egnen druknede i et taaget Tusmørke,
og Regnen flød ned i Strømme. Det var ikke
noget hyggeligt Vejr at vove sig ud i, men jeg
tænkte kun paa at slippe übemærket bort, og
nåar jeg saa vendte hjem igjen vaad til Skindet,
hængte jeg selv mine Klæder op foran Kakkel
ovnen og gik derpaa i Seng, idet jeg med stoisk
Ro udholdt den Syndflod af Bebrejdelser, som
den gamle Barnepige lod regne ned over mig.
Marusja svandt mere og mere hen. Nu kom
hun aldrig mere op i Luften, og den gråa Sten,
dette mørke og tavse Uhyre, fortsatte sit for
færdelige Ødelæggelsesværk, idet den sugede
Livet og Kraften ud af hendes lille, skrøbelige
Legeme. Største Delen af Tiden tilbragte hun
i sin Seng, og Valek og jeg opbød alle vore
Kræfter for at adsprede og more hende, men
det lykkedes os kun sjældent at fremkalde et
sagte Udbrud af den svage Latter, som vi begge
holdt saa meget af. Og dog følte jeg, at hun
trængte til mig, for nåar jeg viste mig, vakte
det et saadant Liv i hende, at Rødmen steg op
i hendes blege Kinder.
Saa klarede det endelig igjen op paa Himlen,
de sidste Skyer forsvandt i Horisonten, og vi
fik atter nogle lyse Solskinsdage, de sidste inden
Vinterens Komme. Hver Dag bar vi Marusja
op ovenpaa, og det var, som om hun vaagnede
til nyt Liv i den friske Efteraarsluft ; hendes
Kinder blussede, og hun saa’ sig om med store
skinnende Øjne. Men længe skulde det ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
