Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234
dende Ansigt et saadant Udtryk af dyb Sorg,
at jeg forferdet skyndte mig at lægge Dukken
tilbage i hendes Arme. Marusja smilede, tryk
kede den tæt op til sig og blev rolig. Jeg for
stod da, at jeg havde villet berøve min lille
Veninde den første og sidste Glæde i hendes
korte Liv.
Valek saa ængstelig hen paa mig.
»Ja, hvad skal vi nu gjøre?* spurgte han
mig bedrøvet.
Tiburtius, der sad paa Bænken og hang
med Hovedet, saa ligeledes paa mig med et
spørgende Blik. Jeg gjorde mig derfor Umage
for at se saa sorgløs ud som mulig og svarede
i en let henkastet Tone:
»Aa, lad den bare blive her. Pigen har
vist allerede glemt, at den er borte. «
Men den gamle Pige havde ikke glemt det.
Da jeg kom hjem, mærkede jeg strax, at der
maatte være noget galt paa Færde. Janusch
stod nede ved Havelaagen og rystede paa Ho
vedet, da jeg gik forbi ham, Sonja sad stille i
en Krog med forgrædte Øjne, og Barnepigen
saa paa mig, som om hun vilde æde mig.
Ved Aftensbordet spurgte min Fader mig,
hvor jeg havde føjtet om hele Dagen, og da jeg
atter svarede, at jeg havde været ude og spa
sere, erklærede han kort og godt, at jeg aldrig
nogen Sinde mere maatte gaa hjemme fra uden
hans Tilladelse. Denne Befaling var kategorisk
og blev givet i saa energisk en Tone, at jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
