Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I slet Selskab - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
»Kom du kun op til os,« sagde han, »din
Fader giver dig Lov til at sige Farvel til min
lille Pige. Hun . . . hun er død.<
Hans Stemme rystede, og lige som han
havde sagt det, satte han mig paa Gulvet og gik
hurtigt ud af Værelset.
Jeg saa op paa min Fader. Han betragtede
mig med sit sædvanlige tankefulde Blik, men
denne Gang havde det et forbavset og spør
gende Udtryk. Det lod til, at Uvejret, der var
jaget hen over os begge, havde spredt den Taage,
som havde tilsløret hans Blik, saa at han først
nu opdagede beslægtede Træk hos denne sin
kjødelige Søn, der stod her foran ham.
»Jeg har ikke stjaalet den, « hviskede jeg
og tog tillidsfuldt hans Haand. » Sonja har selv
givet mig Lov til at laane den et Par Dage.«
>Ja, ja, jeg véd det,« sagde han tankefuldt,
»jeg véd det. Jeg har fejlet overfor dig, min
Dreng, men du vil maaske søge at glemme det
en Gang i Tiden, ikke sandt?«
Jeg greb hans Haand og kyssede den. Jeg
vidste nu, at han aldrig mere vilde se paa mig
med de skrækkelige Øjne som for lidt siden, og
den Kjærlighed, jeg saa længe havde maattet
holde indestængt, strømmede ham i Møde som
et mægtigt Væld.
»Maa jeg saa gaa op paa Højen?« spurgte
jeg, idet jeg pludselig mindedes Tiburtius’ Ind
bydelse.
»Ja, ja, gaa du kun, min Dreng, og sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
