Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hvad Skoven fortalte - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
274
Og inden Herren fik Tid til at svare, svingede
Opanas sig i Sadelen og red sin Vej. Roman
kastede sin Bøsse over Skulderen og gik ind i
Skoven, og efter ham fulgte alle Jægerne til
Hest. Saa snart de vare forsvundne i Tyk
ningen, gik Herren ind i Hytten, og der blev
saa ikke andre tilbage udenfor end hans Hest,
som stod bunden under et af Træerne Det
begyndte allerede at mørknes, Blæsten for lar
mende gjennem Træerne, og Regnen plaskede
mod Ruderne — akkurat ligesom nu. Oksana
lagde mig ud i Forstuen og kyssede mig til
Godnat, men da hun gik, hørte jeg, at hun
græd.
Se , jeg var jo kun en lille Knægt den
Gang, og derfor forstod jeg heller ikke, hvad
der foregik om mig. Jeg laa og vendte mig
paa mit Leje, lyttede til Blæstens Tuden og
faldt saa omsider i Søvn. Hvor længe jeg sov,
véd jeg ikke, men pludselig blev jeg vækket af
Skridt lige uden for Hytten. Hesten, der stod
bunden under Træet, gav sig til at snøfte og
pruste, og lidt efter satte den afsted med dun
drende Hovslag, der hurtigt tabte sig i det Fjærne.
Saa hørte jeg atter en Hest komme galoperende,
Rytteren sprang af, og derefter blev der banket
paa et af Vinduerne.
»Herre! Herre !« raabte han, og paa Stem
men kunde jeg kjende, at det var gamle Bogdan.
»Halløj, Herre, skynd dig at lukke op! Opanas,
den Slyngel, har ondt i Sinde, han har sluppet din
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
