Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i mange Aar og nu ikke længer ftod til at oprykke.
Og det var nu hans bedfte Trøft midt i Sorgen, at
han, famme Morgen fom de fkulde rejfe hjemover paa
den nlykkelige Tour, havde givet efter og tillige lovet
hende at virke for, at ogfaa min Fader gav fit Samtykke.
Her st^d han ntt i dets Sted uden nogen Datter
og kun som den, der fortalte, at Ulvkken ogfaa havde
rammet min Faders Hus og truffet hans enefte Barn.
Han vilde, fom han haabede med min Faders
Til-ladelfe, herefter altid betragte mig fom fin Søn.
Min Fader fad længe øverrafket og bleg ^ det var,
fom han havde meget fent for at fatte det, der blev sagt.
Endelig stod han op og gav Præsten i Tavshed
Haanden. Dernæst lagde han den paa ntin Skulder,
saa jeg kjendte den tungt, saa mig i Ojnene og sagde
med en sagte, forunderlig mild Stentme^ ^Vorherre
være med Dig, min Sønt Dig har Sorgen hjemføgt
ung ^ vær ntt bare ikke før klæk ti^ at bære den ^
Han vilde gaa ud for at lade os alenen men
be-tænkte fig i Døren og fagde, at det vift var bedst, at
jeg nu fulgte med Præften og fagde Sufanne det fidfte
Farvel.
Lidt efter gik Præften og jeg ved Siden af
hin-anden paa Vejen. Vort Forhold var nu blevet et
Fortrolighedens, og han fortalte mig trøftende Alt,
hvad Sufanne havde fagt for at bevæge ham til at
samtykke. Hun vidste Gudskelov, sluttede hau med et
lettende Suk, at hun i sin Fader havde den Ven, til
hvem hun i Nødens Stund turde betro sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>