Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Solfkinsdag i Vinteren, da jeg fom vanligt
beføgte det^Sted, bvor hnn hvilte paa kirkegaarden,
var der drevet en Sneskavl fammen over Graven. Den
laa ren og drivende hvid, med den øverfte fine Rand
i Solfkjæret fom halv gjennem lyft Marmor.
ieg tog det for, at Susanne vilde bringe mig til
at lænke paa sig i hendes skinnende Brndedragt for
Gud for at give mig ny^ Mod til at gaa min
en-fomme Gang gjennem Livet og ikke frygte for, at felv
den tungefte af alle Prøvelfer — felve Vanvidet, om
det kom og bergtog mig i sin Forvirring — kunde
skille os ad.
Da jeg ud yaa Sommeren skulde rejse sydover
med Dampskibet, sammen med Præsten og hans Hustru,
der begge i kort Tid vare blevne kjendelig gamle, og
som nn havde søgt et kald i en svdlig Egn, var jeg
sor sidste Gang inde og tog Afsked med min vemodige
Ven, klokkeren.
Han spillede da igjen den dejlige, glade, sorelskede
Slaat for mig, fom han havde gjort, da han var tyve
Aar, og som jeg havde syntes passede saa paa Snsanne
og mig, men kom nn ogsaa med den anden, som hørte
til — den var sørunderlig gribende og sorgsuld, men
med Fortrøstning i, sønt en Psalme.
Her ender en stakkels syg Nordlandsguts simple
Historie^ thi at jeg ved miu Faders Hjelp blev
Stu-dent med l^u^l — han døde samme Aar^ som jeg fik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>