Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
han sagte, ligesom om han skammede sig over
sine egne Ord.
Haqvin stod ved et Vindue og fældte
stride Taarer. Hele den Værdighed, Kjolen
havde forlenet ham med, var borte; han var
kun et.Barn, som skulde skilles fra Genstanden
for sin Stolthed og Tilbedelse. Marianne —
hans nydelige Marianne — skulde rejse. Og
Børje vilde nu ikke komme saa ofte som før,
det følte han. Hvis de skulde have rejst til
Verdens Ende, for aldrig mere at komme til-
bage, vilde han ikke have følt Skilsmissen dy-
bere end nu.
Da Marianne kom hen til ham, slog han
begge Armene om hendes Hals, og med
Stemmen halvkvalt mod hendes Kaåbe hvi-
skede han:
«Marianne — — — Marianne — — —
vær god imod Børje!»
Med den Lethed, som den mest oprørte
Sindsstemning har, til at gaa over fra den ene
Yderlighed til den anden, brast Marianne i
Latter, medens Taarerne endnu løb hende
ned ad Kinderne.
«Hvad sagde han?» spurgte Walter, som
atter var rolig og behersket.
Marianne tørrede sine Øjne, medens en
krampagtig Hulken endnu vilde blande sig i
hendes nervøse Munterhed. Hun maatte bide
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
