Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259
aldrig ud; det er det samme, som naar man
gaar med Armbaand: man bliver en Nar .
Tak ... Det er ubegribeligt, hvor megen
Intelligens, der kan gemmes i en Vifte, næsten
mere end i et Hoved — somme Tider.»
Han gav Viften tilbage med et artigt Buk,
men med Sarkasme omkring de bevægelige
Mundviger.
«Føl, hvilken ejendommelig Blødhed,» han
strøg med sin Haand i Luften, som om han
endnu følte den glide frem over Viftens Fjer-
kant, «det minder mig om nogen, som jeg
aldrig mere vil faa at se. Jeg synes, at jeg
hører et Par lette Sko paa Tæppet.» — Han
lukkede Øjnene. — «Om et-Par Aar vil jeg
maaske mindes denne Aften paa samme Maade;
jeg mener, mindes den med noget af en Stem-
ning, som nu ligger i sin Puppe, som først
faar Vinger, naar Virkeligheden ikke mere
eksisterer. Da vil jeg mindes denne lille Rede»
— han saa’ sig omkring — «i Grunden er den
smuk i Aften. Er den ikke?»
Meget smuk.» Marianne talte ensformig
og saa” paa sin Vifte. Dette frygtsomme, til-
bageholdne Udtryk gav hendes uudviklede
Træk Udseende af noget ungt og barnligt; nu,
da hun led ved at føle sig grim, nu var hun
næsten smuk.
«Du burde gifte dig igen, Paul,» sagde
T7t
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
