Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
275
og aandede der henne i Mørket, ømtaalig som
en Mimose; stundum oplyste den med sit rød-
gule Skin det fine, blege Ansigt.
Ofte hændte det ogsaa, at Paul satte sig
til Pianoet.. Han kunde en Masse Smaasager
udenad. Det meste spillede han efter Gehør,
og disse Melodier var ligesom gennemvævede
af hans Minder. Eller de blev snarere Illustra-
tioner til, hvad han fortalte. Det var alt mu-
ligt: Italienske Viser; Gadeviser trallede paa
Gader og Landeveje; Zigøjnerdanse med Rythme
som af Kastagnetter og Tamburin; tyske Folke-
viser eller en Melodi, der klang Som en sur-
rende Sækkepibe.
Marianne sad da altid i en lille Sofa i
Nærheden af ham, og naar han holdt inde for
at fortælle — livligt og farverigt, som kun han
kunde — saa forekom det hende, som var
Skumringen blot en Kappe, han havde slaaet
om hende, medens han førte hende gennem
snirklede, mørke Gange, indtil han pludselig
slog Kappen til Side, og hun nogle faa Mi-
nutter saa” dette brogede Liv foran sig — det
var som at leve sig ind i hans Fortid. Det
var saa hemmelighedsfuldt, saa vidunderligt.
I disse Mørkningssamtaler kunde Paul
aabne sit Indre med en ligefrem Naturlighed
uden noget af den blaserede Ironi, som han
ellers plejede at omgive sig med, saa snart
han syntes, at nogen kom ham for nær. Og
18%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
