Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
underlige Mellemting. Man kunde ikke sige,
om hun var gammel eller ung, blond eller mørk.
For dem, som blot havde truffet hende flygtig,
maatte det være umuligt at kende hende igen.
Der var ikke noget hos hende, der bed sig
fast i Erindringen, ikke noget at mindes længer
end det Øjeblik, man saa” hende. Intet andet
end et Par klåre, barnefromme Øjne. Hun var
maaske enfoldig, men det var denne hjærtens-
gode Enfoldighed, som paa en Gang er morsom
og rørende. Lo man ad den, saa kunde man
næsten ikke gøre det uden Taarer i Øjnene,
og hun blev aldrig vred. Hun fordrede kun
san lidt, og hun havde et uendeligt Fond af
Taknemlighed, for hvad man gav hende. Jeg
var alt, alt for hende. Hun tilbad mig. Hvor-
for, det véd jeg ikke, men al den opsparede
Ømhed, al den frygtsomme Kærlighed, som
hun hele sin Ungdom havde gaaet og gemt
paa, den ødslede hun nu paa mig, aldrig- paa-
trængende, aldrig besværlig, men med en
ængstelig Tilbageholdenhed, som frygtede hun
bestandig, at jeg skulde blive vred — thi hun
var saa god.»
Endnu en Gang tilbageholdt han et Smil.
Marianne kunde høre det paa Stemmen.
«Folk, som saa’ os sammen, antog hende
altid for min ældre Søster, og hun brød sig
ikke om at betage dem Vildfarelsen. Hun led,
men hun var beundringsværdig taalmodig og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
