Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398
eller Fortrolighed mellem ham og Arbejderne.
Selve den Agtelse, han viste dem, fremtvang
en højere Grad af Respekt. Det faldt i Øjnene
allerede ved saadan en Ubetydelighed som
den Maade, hvorpaa han optog sine undergivnes
Hilsen. Han svarede aldrig méd-et Nik —
altid Huen af, høflig, værdig, uden et Glimt
af Nedladenhed.
En Opsætsighed imod Børje . . .! . Det
forekom Marianne, som vilde det aldrig falde
nogen ind. Der laa i selve hans Ligegyldig-
hed en Forvisning om at blive adlydt, blindt
adlydt.
Den Børje, som Marianne saa” der ude, var
ganske anderledes, end den, ydmyge, noget
kejtede Tilbeder, som hun havde giftet sig
med. Naar hun saa’ ham saaledes, forekom
hans Fordringsløshed lige over for hende, hende
næsten som en Parodi.
Jo mere hun i sit Indre følte sig hen-
dragen til ham, desto frygtsommere blev hendes
Væsen: hun kendte ham jo ikke.
Marianne var mørkeræd. Hun havde været
det lige fra sin Barndom, og i Hjemmet havde
man kælet for denne Svaghed paa enhver op-
tænkelig Maade.
Det hændte en Nat, hen ad Eftersommeren,
at hun vaagnede ved en underlig Lyd, der
lignede en svag Klemten. Hun for op af
Søvnen og lyttede. Der hørtes intet andet end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>